Topholdene vinder igen i Premier League
Førerholdet Chelsea styrede og vandt hjemme over Queens Park Rangers, mens toeren Southampton vandt over Hull.
Chelsea-spillerne jubler videre i Premier League.
Chelsea-spillerne jubler videre i Premier League. Foto: Kirsty Wigglesworth/AP


Lørdagens Premier League-kampe gav ingen forskydning mellem topholdene i Premier League.

Førerholdet Chelsea var bedre end Queens Park Rangers og vandt 2-1 hjemme. Og Southampton styrede en snæver 1-0-udesejr hjem over Hull og cementerede sin andenplads.

Oscar bragte Chelsea foran efter godt og vel en halv times spil. Målet skal dog i høj grad tilskrives Cesc Fabregas, som driblede på tværs i straffesparksfeltet og dernæst fandt en fremstormende Oscar, der huggede til bolden. 1-0.

Fabregas har nu haft den næstsidste boldberøring ved ni Chelsea-scoringer i denne sæson.

Chelsea styrede bestemt kampen, og Queens Park Rangers, som er næstsidst i Premier League, havde ikke meget at byde på i første halvleg. Det fik gæsterne så i anden.

Et langt mere frisk og optimistisk spil gav flere målchancer og åbnede kampen, og især da først Charlie Austin havde styret et skud fra Leroy Fer i nettet og udlignet til 1-1 efter lidt mere end en times spil. En heldig scoring, men den åbnede kampen og gjorde den langt mere interessant.

Chelsea-spillerne fik travlt. Oscar havde et godt forsøg direkte på frispark efter 70 minutter. Eden Hazard holdt presset bagefter med et godt skud, men stadig 1-1.

Hazard fik dog en chance mere. QPR's Eduardo Vargas begik straffespark på Hazard på kanten af straffesparksfeltet. Hazard scorede selv sikkert på straffesparket og sikrede favoritsejren.

Chelsea fører dermed stadig Premier League, nu med 26 point for 10 kampe. Otte sejre og kun to uafgjorte resultater er det blevet til.

Sæsonens foreløbig store overraskelse Southampton holder fast i sin andenplads efter udesejr på 1-0 over Hull. Victor Wayama scorede allerede efter tre minutter.

Southampton er nummer to i Premier League med 22 point for 10 kampe. Fem point mere end Manchester City, som dog har spillet en kamp færre.

Arsenal er nummer fire i ligaen med 17 point for 10 kampe. London-klubben vandt lørdag 3-0 over bundholdet Burnley i kraft af tre sene scoringer inden for de sidste 20 minutter.

Alexis Sánchez scorede til 1-0 20 minutter før tid og til 3-0 i kampens overtid. Den kun 19-årige forsvarsspiller Calum Chambers stod for målet til 2-0.

For den danske landsholdsmålmand Kasper Schmeichel blev hjemmekampen mod West Bromwich Albion ikke særligt sjov. Schmeichel fik et selvmål imod sig, da Esteban Cambiasso uden at kunne gøre for det styrede bolden ind over målstregen kun to minutter efter pausen.

Sidste sæsons mesterhold Manchester City møder Manchester United i et lokalbrag søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.