Tophold mister sin svenske playmaker
Johanna Ahlm stopper i Team Esbjerg efter denne sæson. Klubben henter ny svensker som erstatning.
Johanna Ahlm stopper i Team Esbjerg efter to sæsoner.
Johanna Ahlm stopper i Team Esbjerg efter to sæsoner. Foto: Colourbox/COLOURBOX.COM


Topholdet i kvindernes håndboldliga, Team Esbjerg, siger farvel til én af klubbens største profiler, når denne sæson slutter.

Den svenske playmaker Johanna Ahlm takker nemlig af efter to sæsoner på vestkysten, hvor hun fra start har været en nøglespiller.

- Vi siger farvel til en stor personlighed og en dygtig håndboldspiller, der har været med til at bygge Team Esbjerg op til at være blandt de dominerende klubber i dansk kvindehåndbold, siger Esbjergs træner, Lars Frederiksen, i en pressemeddelelse.

Hvor Johanna Ahlms fremtid ligger er endnu ikke offentliggjort, men både Viborg og Team Tvis Holstebro mister markante playmakere efter sæsonen og kan være på jagt efter en afløser.

Team Esbjerg har allerede reageret ved at hente Ahlms landsmand og næsten-navnesøster Jenny Alm i Sävehof.

Alm spiller mest venstre back, men esbjergenserne er også dækket godt ind på playmakerposten, hvor klubben fortsat råder over landsholdsspilleren Lotte Grigel.

- Jenny Alm kommer til Team Esbjerg efter stor succes med det svenske landshold og Sävehof. At der sker udskiftninger i en spillertrup er ikke ensbetydende med, at den bliver svækket, siger Lars Frederiksen.

Med to kampe tilbage af grundspillet fører Team Esbjerg Boxer Dameligaen et point foran FCM Håndbold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.