Topfigur i Islamisk Stat meldes dræbt i Syrien
Talsmand, der flere gange har opfordret til terror i Vesten og drab på europæere og ikke-muslimer, meldes død.


Islamisk Stat har meddelt, at en af den militante bevægelses mest fremtrædende ledere er blevet dræbt ved et øjensynligt amerikansk luftangreb i Syrien.

Ved angrebet mistede Islamisk Stat den person, som ledede angreb uden for Irak og Syrien.

Den 39-årige Mohammad al-Adnani, som var den officielle talsmand for IS, har været nævnt som en potentiel efterfølger til IS-lederen Abu Bakr al-Baghdadi.

Adnani stod for Islamisk Stats propagandavideoer - blandt andet brutale, som bevægelsen har udsendt for at tiltrække nye tilhængere.

Han opfordrede til nye angreb mod Vesten i den hellige ramadanmåned. Det menes, at han spillede en vigtig rolle for at få placeret IS i blandt andet Paris og Bruxelles.

Ifølge rapporterne fra den ekstremistiske gruppes eget nyhedsorgan Amaq blev Mohammad al-Adnani dræbt, da han inspicerede militære operationer i området Aleppo.

- Efter en rejse fyldt med ofre og kamp mod ikke-troende har den ædle syriske ridder, Abu Mohammed al-Adnani sluttet sig til kolonne af martyrledere, skriver IS.

Washington har ikke bekræftet, at den markante IS-leder er blevet dræbt.

En amerikansk militærkilde siger til Reuters, at USA i et angreb tirsdag mod et køretøj gik efter at dræbe Adnani. Kilden kan dog ikke bekræfte, at IS-lederen er død.

Der er ofte gået flere døgn, før USA har bekræftet officielle erklæringer fra militante grupper.

Det var Adnani, der i en erklæring fra juni 2014 meddelte, at gruppen nu havde oprettet et kalifat i store dele af Syrien og Irak. Han er også kendt for at have opfordret til angreb i Europa og USA.

Adnani kommer fra Idlib-provinsen i Syrien. Oprindeligt havde han svoret troskab til al-Qaeda.

Han har tidligere været amerikansk krigsfange i Irak, oplyser tænketanken Brookings Institution ifølge Reuters.

Islamisk Stat taber både terræn i Irak og Syrien. I Irak forbereder sikkerhedsstyrkerne en offensiv for at genindtage storbyen Mosul fra Islamisk Stat.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.