Topdanmarks bundlinje svækkes trods lunt vejr
Topdanmarks resultat før skat er faldet med 132 millioner kroner sammenlignet med tredje kvartal sidste år.
Topdanmark resultat før skat i tredje kvartal er dårligere end samme periode sidste år. Arkivfoto.
Topdanmark resultat før skat i tredje kvartal er dårligere end samme periode sidste år. Arkivfoto. Foto: Topdanmark/free


Det forsikringstekniske regnskab i Topdanmark har haft godt af, at vejret for det meste har opført sig pænt i de seneste tre måneder. Det oplyser selskabet i sit regnskab mandag.

Hvad angår skadesforsikring, landede resultatet på 307 millioner kroner mod 268 millioner kroner i samme kvartal sidste år.

Topdanmark er derimod kommet ud af tredje kvartal med et dårligere resultat på bundlinjen end i samme periode sidste år. Resultatet før skat er faldet til 276 millioner kroner, og det er 132 millioner kroner ringere end i tredje kvartal 2014.

Topdanmark noterer i regnskabet, at årets første ni måneder har givet færre brandskader og tyverier, mens udgifter i forbindelse med vejrliget var 47 millioner kroner.

I samme periode sidste år var den udgift på 81 millioner kroner.

Selskabet fastholder dog forventningerne til 2015 og venter fortsat et overskud på 1050-1150 millioner kroner.

Modvinden på de globale aktiemarkeder har også presset Topdanmark. Selskabets investeringsafkast blev minus 61 millioner kroner mod et overskud på 76 millioner kroner i samme periode året før.

- Vi har i både 2014 og ikke mindst i 2013 oplevet nogle flotte og ekstraordinært høje investeringsafkast, lyder det fra administrerende direktør Christian Sagild.

- I år er vi så at sige tilbage i en periode med normalafkast og endda lidt til den lave side på grund af de faldende udenlandske aktiemarkeder.

Aktiehandlerne er ikke helt tilfredse med regnskabet. På fondsbørsen i København falder Topdanmark-aktien med omkring halvanden procent efter regnskabsmeddelelsen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.