Håndværksmestrene er ofte det svage led i byggeriets digitaliseringskæde og derfor går byggebranchen som helhed glip af et stort effektiviserings-potentiale, siger udviklingschef i Dansk Byggeri, Jørn Jensen til håndværkeravisen Mester Tidende.
- Små og mellemstore virksomheder har ofte ikke ressourcer til at sætte sig ind i, hvordan man f.eks. arbejder med digitale 3D-modeller. Derfor ender tilbudsgivningen ofte med, at det digitale udbud alligevel bliver håndteret helt traditionelt, fremhæver Jørn Jensen og understreger, at der er betydelige produktionsgevinster at hente, hvis alle led i tilbudsgivningen bliver digitaliseret.
- Digitaliseringskæden springer af, når de mindre og mellemstore virksomheder som underentreprenører skal afgive et tilbud. For selv om udbudsmaterialet er digitalt, og underentreprenøren også er i stand til at modtage det, så ender det digitale forløb ofte med, at materialet blot bliver håndteret på helt vanlig vis uden brug af digitale værktøjer. Og så opnår de bydende virksomheder reelt ikke en effektivisering, siger Jørn Jensen til Mester Tidende.
Det vurderes i en analyse fra Dansk Byggeri og Bygningsstyrelsen, at de udførende virksomheder årligt samlet har omkostningsbesparelser i mia. størrelsen i forbindelse med tilbudsgivning.
- Skal det fulde potentiale indfries, skal udbudsmaterialet standardiseres og i højere grad leveres med udbudsmængder og bygningsmodeller i 3D. Samtidig skal håndværksmestrene møde den digitale udfordring og arbejde målrettet med digitale værktøjer i tilbudsgivningen, siger Jørn Jensen til Mester Tidende.