Top-socialdemokrater: Vi forventer at Helle Thorning bliver
Helle Thorning-Schmidt (S) bestemmer selv, om hun går eller bliver som partiformand.
Lige nu er Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Nicolai Wammen og andre S-ministre på borgen. Alle venter på statsministeren, der kommer meget snart.
Lige nu er Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Nicolai Wammen og andre S-ministre på borgen. Alle venter på statsministeren, der kommer meget snart. Foto: Asger Ladefoged/arkiv/Scanpix


Med udsigt til at tabe regeringsmagten er der en lidt mat stemning i Fællessalen, hvor Socialdemokraterne er samlet i aften.

Men midt i en voksende nederlags-stemning er der også skål og lykønskninger set i forhold til, at Socialdemokraterne ser ud til at blive Folketingets suverænt største parti med over 25 procent af stemmerne.

Dermed har Helle Thorning-Schmidt fået en stor sejr og hevet sin første egentlige valgsejr i hus - fremgang til S - efter 10 år som partileder.

Samtidig fortæller flere højt placerede socialdemokrater til Avisen.dk, at Helle Thorning-Schmidt, at de forventer, at hun bliver som partiformand.

- Helle Thorning-Schmidt har samlet partiet og for første gang i mange valgkampe, er der ingen fløjkrige. Så med fremgang bestemmer hun selv, om hun går eller bliver som formand, siger en anden central kilde.

- Hun har ført en stærk valgkamp, og så ser det lige pludselig uventet sort ud. Det er æv og ufortjent, noterer en anden over for Avisen.dk.

Udsigten til at Løkke får et svært mandat at regere på med DF større end Venstre og et dårligt valg til Venstre selv, får også socialdemokrater til at spå, at Helle Thorning-Schmidt bliver for at lægge arm med Løkke.

- For nok står han til at blive landets statsminister, men ikke en, der holder i fire år, lyder det allerede i S-krogene.

Lige nu er Bjarne Corydon, Mette Frederiksen, Magnus Heunicke, Nicolai Wammen og andre S-ministre på borgen. Alle venter på statsministeren, der kommer meget snart.

En ting er sikkert - når Helle ankommer, vil hun blive modtaget som en dronning, selvom alt tyder på at hun i morgen må tage til Amalienborg og fortælle Dronningen, at der er et flertal imod hende.

En top-regeringskilde siger dog også til Avisen.dk, at man ikke tør spå om Helle Thorning-Schmidt går af eller ej. Derfor er spændingen sitrende, lyder det.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.