Skat har formentlig sendt flere milliarder danske skattekroner direkte til et af verdens mest lukkede skattely, den malaysiske ø Labuan.
Det erfarer DR Nyheder.
Overførslerne er sket i forbindelse med den såkaldte udbytteskattesag, hvor Skat angiveligt er blevet bedraget for mere end 12 milliarder kroner.
At Skat tilsyneladende har udbetalt nogle af milliarderne til selskaber på Labuan overrasker Lars Koch, der er international chef i udviklingsorganisationen Ibis.
- Alarmklokkerne burde ringe, når man får en anmodning om at udbetale penge til et selskab på Labuan. Der gælder nogle regler, som er anderledes end i Malaysia, og det bør man have styr på i Skat, siger Lars Koch.
Professor ved CBS og ekspert i skattely-lande Brooke Harrington kalder Labuan for et 'wild west'-territorie med et af de dårligste ry blandt skattely.
- Hvis en skattemyndighed fortalte mig om personer, der havde aktiver i Labuan, ville jeg hejse et rødt flag og blive mistænkelig over, hvorvidt der er foregået noget kriminelt eller en form for gråzone-aktivitet, siger Brooke Harrington.
Den britiske forretningsmand Sanjay Shah er den hovedmistænkte i sagen, der efterforskes af både dansk, tysk, britisk og belgisk politi. Politiet vil ikke fortælle, hvor det leder efter pengene.
DR Nyheder er imidlertid besiddelse af oplysninger, der viser, at adskillige af de selskaber, som har været kunder hos Sanjay Shah, er registreret på netop Labuan.