En central del af regeringens ghettoaftale kommer nu under hård beskydning fra flere sider, skriver Berlingske tirsdag.
Med aftalen har regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stillet et vigtigt krav:
Landets hårdeste ghettoområder, der har stået på ghettolisten i fire år i træk, skal nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent inden 2030. Det drejer sig i dag om 16 boligområder.
Kravet har til formål at ændre beboersammensætningen i landets socialt udsatte områder, "så vi kan få vendt udviklingen i ghettoområderne," lød det fra boligminister Ole Birk Olesen, da han præsenterede punktet i aftalen.
Det mål sætter eksperter, borgmestre og boligforeninger nu spørgsmålstegn ved, og nogle kalder det decideret urealistisk.
Odenses socialdemokratiske borgmester, Peter Rahbæk Juel, siger, at kravet bliver "vanskeligt" at indfri. I hans kommune ligger boligområdet Vollsmose, der er et af de 16 hårdeste ghettoområder i Danmark.
"Det bliver meget svært at nå i mål. Uanset hvad vi gør," siger Peter Rahbæk Juel til Berlingske:
"Der er ikke noget, der er nemt her. Slet ikke, når vi kigger på størrelsen af Vollsmose. Selv om jeg deler ambitionen om at få ændret boligmassen, må jeg bare sige, at der er nogle konkrete forhold, som jeg har svært ved at forstå i det forlig, der er indgået," siger Peter Rahbæk Juel.
Den værktøjskasse, aftalen stiller til rådighed, lægger bl.a. op til sælge almene boliger eller rive boligblokke ned.
"Der er allerede ventelister til almene boliger. Vi vil være nødt til at bygge nye boliger til de mennesker andre steder i kommunen, og det er der ikke afsat substantielle beløb til i aftalen," siger Peter Rahbæk Juel, der bakkes op af borgmester-kollegaen i Esbjerg og repræsentanter for de store boligforeninger.
"Fuldstændig urealistisk" lyder dommen fra Hans Helge Andersen, formanden for den almene boligforening bag Finlandsparken i Vejle, der er et af de 16 hårde ghettoområder.
Boligminister Ole Birk Olesen (LA) forstår ikke bekymringerne og tror på, at naturlig fraflytning vil skabe de nødvendige åbninger.