Regeringens beskæftigelsespolitik har sat tommelskruer på samfundets fattigste. Hele 44 procent af ansøgerne til Dansk Folkehjælps familieferier er ramt af kontanthjælpsloftet, mens 22 procent er ramt af 225-reglen.
Det fortæller Dansk Folkehjælps generalsekretær, Klaus Nørlem, til Fagbladet 3F.
Dansk Folkehjælp lukkede for tilmeldingerne i sidste weekend. Og der er rift om feriepladserne.
- Vi har ca. 5000 ansøgere til knap 500 familiepladser, så vi må prioritere i blandt vores ansøgere, hvor 70-80 procent er på kontanthjælp eller en lignende ydelse, fortæller Klaus Nørlem.
Det betyder i praksis, at det er de allermest økonomisk trængte familier, der får en gratis sommerferie. Alt imens må de mest "velstillede" blandt fattige familier på sygedagpenge og førtidspension lade pladserne, siger Klaus Nørlem og understreger, at det høje antal afvisninger er forekommet over flere år.
Ferier er vigtige for fattige børn
Hos Børnerådet forklarer formand Per Larsen, at ferierne er meget vigtige for børn i fattige familier.
- Det er godt for børnene at få et afbræk i hverdagen, at få nogle sommerferieminder, man kan fortælle om i skolen, samt at opbygge nogle fællesskaber med andre børn, siger han til Fagbladet 3F.
Per Larsen peger på, at de børn, som må undvære ferie, typisk også møder andre afsavn f.eks. af elektroniske genstande, 'smart' tøj eller muligheden for at holde børnefødselsdag. Det bliver hurtigt til udelukkelse i de daglige fællesskaber.
- Børn, der ikke kan spejle sig i de andre fra klassen, bliver hurtigere udelukket fra fællesskabet. Dertil er der mange børn, der bekymrer sig for forældrenes dårlige økonomi, mener Per Larsen og fortsætter:
- Det kan føre til mistrivsel som ensomhed og lavt selvværd, dårligt koncentration i skolen, og at børnene oftere er kede af det. Forskning viser også, at et liv i fattigdom kan gå ud over barnets chancer for at bestå afgangseksamen i 9. klasse, mener Per Larsen.