En ny dom fra Højesteret gør det nemmere at få anerkendt en ulykke som arbejdsskade, selvom man i forvejen døjer med gener eller er nedslidt. Det skriver Fagbladet FOA.
Med dommen fra Højesteret er det advokatfuldmægtig i FOA Anne Bech Nielsens vurdering, at myndighedernes praksis hidtil har været for restriktiv.
"Tidligere har det været svært at få anerkendt en arbejdsskade, hvis man i forvejen var nedslidt. Der vil derfor være grundlag for at undersøge sager, hvor der tidligere er givet afslag på anerkendelse," siger hun til Fagbladet FOA.
Højesteret har med dommen præciseret den praksis, som myndighederne hidtil har fulgt. Dommen faldt i en sag om en mand, der fik smerter i ryggen, efter at han faldt forover i forbindelse med en arbejdsopgave. Han havde i forvejen en slidt ryg, der dog ikke havde givet ham smerter før hændelsen. Derudover havde han en diskusprolaps.
Retslægerådet vurderede, at hændelsen havde ført til smerter i den i forvejen svækkede ryg, og Højesteret fandt, at forværringen var en relevant personskade, der skulle anerkendes som en arbejdsskade.
"Det er rigtig gode nyheder for mange af FOAs medlemmer. Nu er der en bedre chance for, at når der sker en skade, så kan de også få den anerkendt, selvom de i forvejen havde en dårlig ryg," siger Jens Nielsen, forbundssekretær i FOA.