Milliardær og bestyrelsesformanden for Danfoss, Jørgen Mads Clausen, opfordrede i en mail statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at placere den nye politiskole i Sønderborg, hvor Danfoss har hovedkvarter.
Det skriver Berlingske på baggrund af en aktindsigt fra Statsministeriet, som avisen har fået.
Mailen, der var stilet direkte til Løkke, blev sendt 17. november 2015, dagen efter at et flertal i Folketinget var blevet enige om at oprette en ny politiuddannelse et endnu ikke fastlagt sted i Vestdanmark.
"Håber, du vil arbejde for det"
Jørgen Mads Clausen skriver i mailen bl.a., at der ligger en politiskole i den nordtyske by Kiel 90 km fra Sønderborg, og at der er "stærke kræfter på begge sider af grænsen, som ønsker båndene styrket", ligesom han betoner, at Danfoss er den største industrivirksomhed i Slesvig-Holsten såvel som i Sønderjylland.
- Jeg håber, at det samme stærke samarbejde kunne ske for en politiskole i Sønderborg. Jeg håber, at du vil arbejde for det, slutter Jørgen Mads Clausen mailen, hvor han underskriver sig som bestyrelsesformand for Danfoss.