Man kalder det 'sengepraktik'.
En person er for syg til et almindeligt arbejde, men jobcentret kræver, at hun eller han alligevel skal i praktik på en virksomhed for at få målt arbejdsevnen og gøre sig fortjent til offentlig hjælp. Og så må den syge jo tage sygesengen med på arbejdspladsen for at kunne hvile sig undervejs. Avisen.dk har beskrevet en lang række af denne type sager.
Som beskæftigelsesminister i den tidligere regering var Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, en drivende kraft i at indføre skrappere krav om at arbejde til mennesker på kontanthjælp frem for at give dem en førtidspension. Men selv om hun fastholder perspektivet i reformen, lægger hun i Politiken torsdag op til et opgør med en "nedværdigende og perspektivløs" aktivering.
"Man skal ikke sendes i arbejdsprøvning, hvis man er sengeliggende", fastslår Mette Frederiksen i Kroniken i Politiken, hvor hun kridter den socialpolitiske bane op.
Mette Frederiksen fastslår, at reformerne - fra hendes ministertid - af førtidspension, kontanthjælp og fleksjob skal evalueres, "og er der noget, der ikke fungerer, skal det laves om".
"Når man laver meget store reformer, er der noget, som virker godt, og ting, der ikke fungerer efter hensigten. Vi har hørt eksempler på nogle, der er meget syge, og hvor perspektivet er røget i svinget", erkender hun i et interview med Politiken.
Formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Majbrit Berlau, ser i Mette Frederiksens udtalelser klare tegn på en opblødning i linjen.
"Jeg både tror og håber, at de er parate til at reformere deres egne reformer. Kriterierne for at få fleksjob eller førtidspension er blevet alt for snævre. Det efterlader for mange i kontanthjælpssystemet, hvor de sidder fast", siger Majbrit Berlau til Politiken.
Men i Dansk Arbejdsgiverforening fastslår chefkonsulent Maria Bille Høeg, at der ikke er brug for justeringer i tilgangen til udsatte kontanthjælpsmodtagere.
"Jeg har forståelse for, at nogle føler, at de bliver gennet rundt. Især hvis de har været meget længe i systemet. Men forskningen viser, at det, der især virker, når man har helbredsproblemer, er at have noget at stå op til", siger hun til Politiken.