Lynaktion skaffede ledige job som stilladsarbejdere

Et tæt samarbejde mellem 3F Esbjerg Transport, AMU Vest, Jobcenter Esbjerg og virksomheden Stilladsgruppen Esbjerg A/S har på få uger flyttet seks unge ledige fra offentlig forsørgelse over i faste job som stilladsarbejdere.
Foto: Morten Juhl/Scanpix/arkiv

Et tæt samarbejde mellem 3F Esbjerg Transport, AMU Vest, Jobcenter Esbjerg og virksomheden Stilladsgruppen Esbjerg A/S har på få uger flyttet seks unge ledige fra offentlig forsørgelse over i faste job som stilladsarbejdere. Et nyt lignende projekt med 15 ledige er sat i gang, og målet er igen faste job i stilladsbranchen.

Det skriver Fagbladet 3F.

For tre måneder siden manglede virksomheden Stilladsgruppen A/S arbejdskraft, og det er en tilfreds direktør for firmaet, der har budt velkommen til seks nye medarbejdere.

- Samarbejdet har været en succes. Nu har vi fået nye folk på holdet, og det er virkelig skønne mennesker, som gør det godt. Jeg kan varmt anbefale andre virksomheder til at gå ind i lignende projekter. Det er hurtigt og det virker, siger Jørgen Mikkelsen, direktør for Stilladsgruppen Esbjerg, der har cirka 50 ansatte.

Udgangspunktet for projektet var, at der mangler kvalificeret arbejdskraft i stilladsbranchen. Projektet startede med et informationsmøde, hvor Stilladsgruppen A/S fortalte om stilladsbranchen - 21 ledige mødte op for at høre nærmere.

Derefter kom 19 deltagere videre et 14 dages screeningsforløb på AMU Vest, hvor de fik introduktion til stilladsarbejdet og fik tjekket, om de kunne klare mosten. Projektet er frivilligt og deltagerne kunne vælge at springe fra, hvilket nogle gjorde.

Efter de 14 dage, hvor 3F, jobcentret og stilladsgruppen holdt en tæt kontakt, var ni mand nu klar til at tage yderligere kurser. Det sluttede med, at seks af deltagerne i maj fik overrakt et kursusbevis, som kvalificerer dem til stilladsmontage. Dagen efter trak de arbejdstøjet på og startede som stilladsarbejdere hos Stilladsgruppen Esbjerg. En enkelt af de unge er dog siden faldet fra.

22-årige Jimmy Rasmussen bliver i branchen, for han kan godt lide sit nye job. Han har blandt andet taget studentereksamen og været inde ved militæret.

- Jobbet betyder rigtig meget for mig. Det er dejligt at stå op om morgenen, og jeg er glad, når jeg tager på arbejde. Der er mange hjælpemidler, og jobbet er ikke hårdere, end man gør det til. Jeg vil gerne på et tidspunkt tage den toårige uddannelse til stilladsmontør, siger Jimmy Rasmussen, der allerede i gymnasiet vidste, at han ville være stilladsarbejder.

 

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.