Ifølge Kriminalforsorgens seneste brugerundersøgelse er hver fjerde indsat i danske fængsler blevet mobbet af fængselspersonale, og 22 procent angiver at være blevet udsat for trusler.
Det skriver metroxpress.
Landsforeningen Krim, der fører klagesager for indsatte, får dagligt henvendelser om chikane, fortæller formand, advokat Claus Bonnez.
"Vi oplever det som et kæmpe problem, og det er formentlig forklaringen på noget af den vold og de konflikter, vi har i fængslerne. Nogle gange undrer det mig, at der ikke er mere personale, der bliver overfaldet," siger han til metroxpress og forklarer, at eksempler på chikane kan være, at den indsatte ikke kommer på gårdtur, at betjentene besværliggør opkald hjem, at de isolationsfængsles, og at der bliver talt grimt til dem.
Claus Bonnez understreger, at det er enkelte fængselsbetjente, der skaber problemer.
Samme oplevelse har tidligere fængselsbetjent Marianne Jørgensen.
"Der er en lille skare af betjente, der er meget hårde over for de indsatte, og de ender desværre med at gøre rigtig meget skidt, fordi de sætter deres tunge præg på korpsånden, miljøet og kulturen," siger Marianne Jørgensen til metroxpress.
Hun har blandt andet oplevet, at betjente råbte ind i hovedet på de indsatte for at demonstrere magt, og at de smed de indsattes anmodningssedler ud.
Kriminalforsorgen oplyser i et skriftligt svar til metroxpress, at Brugerundersøgelsen peger på et ømt område i Kriminalforsorgen - 'at enkelte personer, der skal passe på de indsatte, gør det modsatte.'
'Det sker, at der er personale, der går over stregen og misbruger deres magt overfor en indsat. Det påvirker ikke kun afsoningsmiljøet, men også arbejdsmiljøet for personalet.'