Smerter i ryggen, lænden og hofterne plager brandmændene. Lidt over halvdelen af fagforbundet FOAs medlemmer, der arbejder som brandmænd i de kommunale beredskaber, døjer med daglige smerter i muskler og led. Det viser en ny undersøgelse fra FOA.
Jobbet er den væsentligste kilde til smerterne. Og over halvdelen af brandmændene oplyser, at smerterne har begrænset dem i deres arbejde inden for de seneste tre måneder.
- Det er et bekymrende højt tal, siger professor i muskelskeletbesvær og fysisk arbejdsbelastning ved det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Andreas Holtermann og fortsætter:
- Når man er på arbejde, skal man gennemføre sine opgaver, uanset om man har ondt eller er træt. Men har man daglige smerter, påvirker det, hvordan man udfører sit job, og om man overhovedet er i stand til at klare sine arbejdsopgaver, siger han.
Formanden i Teknik- og Servicesektoren i FOA, Reiner Burgwald, er overrasket over problemets omfang.
- Lidelser burde ikke være så stort et problem. Det er helt uacceptabelt, siger han.
FOA vil nu undersøge årsagerne til, at så mange beredskabsfolk har smerter.
Selvom der er obligatorisk træning for de ansatte, tyder noget på, at forebyggelsen ikke er god nok, mener Reiner Burgwald.
- Det kan være, fordi der bliver stillet vanvittige krav til de ansatte. Hvis man som 60-årig skal kunne det samme som en på 30, er der noget galt. Derfor skal både opgaver og træning eventuelt målrettes mere til den enkelte, så alle ikke skæres over en kam, siger han.
240 medlemmer af gruppen Brand og Redning har deltaget i FOAs undersøgelse.