Regeringen vil sætte gang i en bølge af udliciteringer ved at lægge stort pres på kommuner og regioner. Men pres på byråd og regionsråd for mere udlicitering er ikke den rette vej at gå. Det mener en stor del af danskerne, skriver Ugebrevet A4.
Det fremgår af en repræsentativ undersøgelse, som Epinion har lavet for LO-fagbevægelsen. 2.559 repræsentativt udvalgte danskere har deltaget i undersøgelsen.
Regeringen har planer om via såkaldte måltal at presse kommuner, regioner og staten til at lade private firmaer klare flere opgaver. Men 39 procent af danskerne giver udtryk for, at kommuner og regioner selv bør bestemme, om de vil løse opgaver selv eller overlade nogle af opgaverne til private.
22 procent af danskerne er imod at lade kommuner og regioner selv bestemme i forhold til udlicitering. 39 procent er hverken for eller imod - eller ved ikke, hvad de skal svare.
Den store skepsis i befolkningen over for at pådutte kommunerne øget udlicitering glæder Thomas Kastrup-Larsen (S). Han er borgmester i Aalborg og formand for Arbejdsmarkeds- og Erhvervsudvalget i Kommunernes Landsforening (KL).
- Det er en umanerlig dårlig idé, når regeringen vil pådutte kommunerne udlicitering via måltal. Måltallene vil fjerne fokus fra, hvordan vi får de bedst mulige løsninger for borgerne og flytte fokus over på måden, man løser opgaver på, siger Thomas Kastrup-Larsen på kommunernes vegne.
I LO-fagbevægelsen vender man også tommelfingeren nedad i forhold til regeringens ønske om at påtvinge kommunerne øget udlicitering. Næstformand i LO Nanna Højlund siger:
- Udlicitering bør være byrådenes beslutning og ikke noget, man med en vanvittig bureaukratisk ordning med måltal trækker ned over hovedet på kommunerne.
Hun ser danskernes skepsis over for udlicitering som udtryk for, at der har været nogle fiaskoer, der har vakt opsigt.
- Det gør rigtigt stort indtryk på danskerne, når firmaer inden for ældrepleje går konkurs og skaber usikkerhed om pleje af de ældre. Vi vil gerne have vished for, at der er stabilitet og kvalitet, når det gælder pleje af vores gamle mor eller far, siger Nanna Højlund.
I regeringen har man - trods indvendingerne fra kommunerne, fagbevægelsen og mange danskere - stadig stor lyst til at sætte gang i en bølge af udliciteringer.
Minister for offentligt innovation, Sophie Løhde (V), skriver til Ugebrevet A4:
- Regeringen vil konkurrenceudsætte flere offentlige opgaver. Det afgørende for regeringen er ikke, hvem der leverer. Det, der er afgørende, er, at danskerne får den bedst mulige service og højeste kvalitet for deres penge. Det kan konkurrenceudsættelse bidrage til.