Danske arbejdspladser er farlige for indvandrere og tilrejsende arbejdere. Ikke-vestlige indvandrere rammes af arbejdsskader tre gange så ofte som danskere, mens udlændinge fra EU og andre vestlige lande kommer til skade en tredjedel oftere end danskere.
Det viser et forskningsprojekt fra universitets-klinikken Arbejdsmedicin i Herning og Odense Universitetshospital ifølge Ugebrevet A4.
Det er første gang at udlændinges arbejdsskader er blevet kortlagt. Undersøgelsen fokuserer på udlændinge, som har arbejdet i Danmark i kort tid - mindre end tre år. Forskerne har analyseret data fra ikke færre end 67.939 arbejdsskader i perioden 2003 til 2013, og af disse skader var der 2.919, som vedrørte gruppen af udlændinge.
Kan have svært ved at sige fra
Årsagen til de mange arbejdsskader kan ifølge en af forskere bag undersøgelsen, ph.d. Karin Biering, være, at udlændinge ofte udfører arbejde, som de ikke er vant til eller uddannet til.
Ulla Sørensen, der er arbejdsmiljøpolitisk chef i fagforbundet 3F, mener, at udlændinge kan have svært ved at sige fra overfor farligt arbejdsmiljø.
- Indvandrere kan være bekymret for at stille kritiske spørgsmål af angst for at blive opsagt, siger Ulla Sørensen.
En af de udlændinge, der er kommet alvorlig til skade, er bulgareren Nikola Atanasov på Fyn. Han faldt ned under arbejdet på et tag og brækkede armen to steder. Han har indtryk af, at udlændinge nogle gange får farlige opgaver.
- Det virker som om, at reglerne for os udlændinge og danskerne ikke er ens. Vi får opgaver, som danskerne ikke bliver budt. Og vi finder os i det, for det er meget vigtigt for os at have et arbejde og tjene penge. Det er jo derfor, vi er kommet hertil, siger Nikola Atanasov til Ugebrevet A4.
3F: Arbejdsgiverne skal gøre mere
Ulla Sørensen fra 3F mener, at arbejdsgiverne skal gøre mere for at sikre udlændinge et sikkert arbejdsmiljø.
I Dansk Arbejdsgiverforening (DA) siger arbejdsmiljøchef Christina Sode Haslund, at arbejdsgiverne i forvejen gør meget for at undgå ulykker både blandt danskere og udlændinge og tilføjer:
- I forhold til udlændinge påhviler der arbejdsgiverne en særlig forpligtelse. Her skal man som arbejdsgiver være opmærksom på, at disse medarbejdere typisk ikke forstår dansk, og at de måske kommer fra lande, hvor der slet ikke er den samme bevidsthed om sikkerhed og sundhed på jobbet.