Især i København, men også i mange andre større byer breder den såkaldte vejvrede sig, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag.
Folk råber ad hinanden, giver hinanden "fuckfingeren", og i nogle tilfælde fører det til direkte vold.
Ifølge en rapport fra Cyklistforbundet oplever en stor del af cyklisterne de andre cyklisters adfærd som problematisk. 73 pct. af de adspurgte cyklister er "generet eller meget generet" af andre cyklister, der kører mod færdselsretningen, knap 70 pct. af cyklister, der kører over for rødt, mens 78 pct. er generet af cyklister, der overhaler uden at se sig tilbage.
Pablo Celis, trafik- og vejingeniør samt projektleder på Aarhus Cykelby, er bekymret:
"Cykling er på mange måder en ekstremt egoistisk transportform," siger Pablo Celis, der har skrevet "Håndbog i cykeltrafik"
"Mange cyklister er sig selv nærmest, når de bevæger sig i trafikken, og den selvretfærdighed går ud over de andre cyklister."
Idrætskonsulent Ulrich Gorm Albrechtsen fra DGI er enig:
"De seneste par år har der været mange episoder, hvor cyklister har været i konflikt med bilister, og konflikterne er eskaleret de seneste fire-fem år.
Afdelingschef Torben Lund Kudsk hos FDM har også fokus på den stigende vejvrede:
"Vi lavede for nylig en undersøgelse af vejvrede, hvor en stor del - både cyklister og bilister - oplyste, at de var blevet forulempet. Så der er problemer," siger Torben Lund Kudsk.