Bakterier spænder ben for seje svømmere i årets Limfjordskrydser - altså kapsvømningen over Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby, som afvikles lørdag. Det fortæller DR P4 Nordjylland.
Der er så mange colibakterier i vandet på grund af det kraftige regnvejr over Aalborg og Nørresundby i går og de foregående dage, at starten lørdag måtte udsættes og først blev sat til 12:50 .
Desuden er den lange distance på 2500 meter aflyst. Den kunne svømmerne ikke nå at svømme.
Der bliver i år kun svømmet 1500 og 600 meter samt minikrydser for børn inde i kanalen.
- Det bliver lidt komprimeret, men vi skal nok få en god oplevelse, siger en af løbslederne, Lars Dam Møller, til DR P4 Nordjylland.
315 personer var tilmeldt, og kapsvømningens startpunkt var i Vestre Kanalgade på Aalborgsiden.