Trods forbud og strikse regler oplever flere boligselskaber, at almene boliger i stigende grad bliver lejet ud via eksempelvis Airbnb.
Det skriver Politiken.
AAB's administrerende direktør, Christian Høgsbro, mener, at korttidsudlejning af almene boliger er 'ved at blive et kæmpe problem'. Og meldingen er den samme fra blandt andre fsb, et af de største selskaber i København.
Umoralsk
Her behandler man lige nu 26 konkrete klagesager om formodet ulovlig udlejning. Og det er formentlig kun toppen af isbjerget, mener selskabets administrerende direktør, Bjarne Larsson.
- At leje almene boliger ud for at tjene penge er ikke kun i strid med lovreglerne, det er også harmdirrende umoralsk i en by med en latent mangel på boliger, siger direktøren til Politiken.
Det almene boligselskab AAB forsøger også at holde styr på udlejningerne, men det er svært at kontrollere, lyder det fra Christian Høgsbro.
Flere sager kørende
- Vi prøver hver gang at finde ud af, hvilke boliger der bliver lejet ud, og om det sker i respekt for reglerne, men man skal nærmest være detektiv for at finde ud af, hvad der foregår. Når vi går ind på Airbnb's hjemmeside, kan vi jo ikke se, hvor der er boliger til leje, siger han til Politiken.
AAB har konsekvent tre-fire sager kørende, hvor boliger tilsyneladende bliver lejet ud til andre end dem, der står på lejekontrakten. Og direktøren for det almene boligselskab er bekymret for, at det kan give yderligere pres på ventelisten.