- Da jeg kommer derned, kan jeg med det samme se, at der er noget helt galt, fortæller Hans Terp til TV2 ØSTJYLLAND.
Ved Klosterkær nær Døde Å ved Mossø har Hans Terp omkring 10 bistader. Da han skulle se til dem i sidste uge var et helt bistad med bifamilie og honning forsvundet.
- Det er så irriterende, at man ikke kan have sådan noget i fred - og så bier. Det virker helt forkert, at man stjæler bier, siger Hans Terp.
Han bor i Gammel Ry og er gået pension. Bierne har været hans hobby i snart otte år. Han sælger honningen fra dem til den lokale brugs.
- Jeg har gjort det op i kroner og ører. Det er omkring 5.000 kroner med honning og det hele, siger Hans Terp.
I et andet bistad var låget taget af.
- Hvis det havde regnet, ville det regne lige ned i bistadet - og så ville de dø, siger Hans Terp.
Bistaderne står langt fra en offentlig vej og inde på en jord Hans Terp ejer.
Hos Danmarks Biavlerforening hører de ofte om stjålne bistader.
- Det sker hvert år, at der er tilfælde af det. Det er ikke usædvanligt, siger Arne Henriksen, formand for Danmarks Biavlerforening.
Det der gør mest ondt ved tyverierne er, at det højst sandsynligt er en biavler-kollega, som står bag tyveriet.
- Det der piner os allermest, er, at det højst sandsynligt er kollegaer og andre biavlere, der står bag. Det gør mest ondt, siger Arne Henriksen til TV2 ØSTJYLLAND.
Hans Terp har meldt tyveriet til politiet. Men det er svært at opklare, da bistader ofte står gemt væk afsides.
- Det er sjældent, man finder ud af, hvem der gør det. Jeg har ikke hørt om nogen, der er blevet opklaret, siger Arne Henriksen.
Der er biavlere, der mærker deres bistader og andet tilbehør, men meget af grejet ligner hinanden - og hvis man maler det, så er det svært at genkende.
Hans Terp forventer heller ikke, at politiet kan gøre meget i eftersøgningen af hans bistader.
- De kan jo ikke gøre noget. Derfor prøver jeg at sende det rundt på Facebook. Så man på den måde kan finde den pågældende tyv, siger han.
Han tror, at tyvene har delt bistadet for at kunne bære det - da det er tungt.
- Der er langt til en offentlig vej. Så man må have gået med det, siger Hans Terp.
Han forstår stadig ikke at nogen kan finde på det, at stjæle andre bier.
- Jeg synes, det er noget mærkeligt noget.
Bistadet er stjålet i perioden fra den 10. maj til 14. maj.