En større gruppe lokale unge hænger ofte ud ved Sjælør Station. De stjæler fra 7-Eleven-kiosken og skaber generel utryghed på perronen og stationen.
Ifølge Leif Fabrin, der som områdechef i DSB togdrift står for driften af butikkerne på stationerne, har balladen været så slem, at de for godt fire uger siden så sig nødsaget til at afkorte åbningstiderne i kiosken.
Det betyder, at 7-Eleven på Sjælør Station lukker klokken 18.00. Normalt har kiosken åbent til 23.00, skriver TV 2 Lorry.
- Problemerne var ret voldsomme. Det er et temmelig enestående tilfælde. Jeg har ikke kendskab til, at vi har været nødt til at gøre noget lignende nogensinde før, siger han til TV 2 Lorry.
Gruppen af unge er ifølge Københavns Politi på 20 til 25 personer. De opholder sig parkeringspladsen foran stationen eller på selve perronen. Ifølge Leif Fabrin er der problemer nærmest på daglig basis.
Leder af lokalpolitiet i Valby, Flemming Kragh-Nielsen, bekræfter problemerne:
- De har fået for vane bare at gå ind og tage, hvad de har brug for: Sodavand og slik, siger han til TV 2 Lorry.
En enkelt gang har butikstyverierne udviklet sig til større tumult, fordi en ansat modsatte sig gruppen.
- En person hoppede ind bag kasselinjen, og der opstod tumult bag disken. Personalet fik trykket på overfaldsalarmen, og vi fik fat i vedkommende, siger Flemming Kragh Nielsen til TV 2 Lorry.
DSB vil gerne tilbage til de normale åbningstider hurtigst muligt. Derfor er planen nu, at en vagtfirma skal rundere på stationen i aftentimerne fra den 30. juli, hvor der igen forventes at være åbent i kiosken til klokken 23.00.