Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) kunne for nylig oplyse, at det ikke havde kostet byens borgere en krone ekstra at kommunen er gået fra 11 procent økologi i 2013 til 53 procent økologi i 2015.
Nu viser en aktindsigt til metroxpress dog, at kommunens regning for råvarer i samme periode er steget hele 6,4 millioner kroner.
Hvor stor en del af millionregningen der går til økologi, kan kommunen ikke redegøre nærmere for. Man oplyser, at den skyldes en 'stigning i prisen på fødevarer generelt, ændringer i organiseringer og tilbud om mad og ændringer i forhold til aftaler på indkøb af fødevarer'.
Men det holder ikke, lyder det fra oppositionen i byrådet.
"Vi fik jo at vide, at omlægningen ikke ville koste noget, og det viser sig nu ikke at være sandheden," siger Venstres politiske ordfører i byrådet, Gert Bjerregaard.
Samme toner lyder fra Liberal Alliances Lars Boje Mathiesen.
"Det grænser til manipulation, når man siger det ikke er dyrere at omlægge til økologi, når regningen samtidig stiger. Man siger så at det kan skyldes at råvarerne er blevet dyrere, men det kan jo bare skyldes at man køber økologisk. Det giver ingen mening," siger han til metroxpress.
Borgmester Jacob Bundsgaard har ikke ønsket at lade sig interviewe om sagen, men fastholder i et skriftligt svar, at omlægningen er 'udgiftsneutral', og at byrådet ikke har fået forkerte oplysninger.
Efter metroxpress' henvendelse har byrådet ligeledes fået et notat om sagen, hvor man blandt andet skriver, at 'der er intet, der tyder på, at det er økologiomlægningen, der er forklaring på stigningen i udgifterne'.
Venstres Gert Bjerregaard kalder notatet et røgslør.
"Borgmesteren har ført byrådet og borgerne bag lyset - at indføre økologi koster og i det her tilfælde millionvis af kroner," siger han til metroxpress.
V og LA kræver nu, at man undersøger, hvad økologiomlægningen har kostet.