Trepart
Mindst 400 ingeniører blandt flygtninge: "Skal udnyttes langt bedre end i dag"
Antallet af asylansøgere med ingeniør- og it-uddannelser løb i 2015 op på mellem 400 og 800, fremgår det af en rundringning til en række asylcentre, som Ingeniøren har gennemført.
- Det er selvfølgelig positivt, hvis en gruppe af flygtningene har de uddannelser, som virksomhederne har svært ved at finde i dag. Det skal udnyttes langt bedre end i dag, siger arbejdsmarkedskonsulent hos DI, Marie-Louise Lindeløv.
- Det er selvfølgelig positivt, hvis en gruppe af flygtningene har de uddannelser, som virksomhederne har svært ved at finde i dag. Det skal udnyttes langt bedre end i dag, siger arbejdsmarkedskonsulent hos DI, Marie-Louise Lindeløv. Foto: Scanpix arkiv


Antallet af asylansøgere med ingeniør- og it-uddannelser løb i 2015 op på mellem 400 og 800, fremgår det af en rundringning til en række asylcentre, som Ingeniøren har gennemført.

Hvis tallet holder på landsplan, har flygtningestrømmen øget udbuddet af personer med de stærkt efterspurgte it- og ingeniøruddannelser med mindst 400 alene i 2015. Det svarer til en tredjedel af det samlede antal ledige ingeniører registreret i Akademikernes A-kasse.

Der findes ingen officiel opgørelse over asylansøgernes baggrund, men Jammerbugt Kommune, der driver 12 asylcentre, har gennemført en af de største undersøgelser på området. I alt 1.649 asylansøgere i kommunen er fra april til oktober sidste år blevet spurgt om deres uddannelse:

- Vurderingen er, at 2-4 pct. af det samlede antal asylansøgere har en uddannelsesbaggrund inden for ingeniør- eller it-fag. Det er en populær videregående uddannelse, især i Syrien, siger asylcenterleder fra Jammerbugt Kommune Ninna Svendsen til Ingeniøren.

Samme vurdering lyder fra Asylsyd og Asylcenter Vesthimmerland, der tilsammen driver 17 centre med omkring 3.000 asylansøgere.

Og stigningen i antallet af arbejdslystne ingeniørhænder skal udnyttes, mener blandt andre Foreningen for Rådgivende Ingeniører (FRI):

- Vi har danske virksomheder, der mangler denne arbejdskraft. Derfor er det nødvendigt med en aktiv politik, der sikrer, at asylansøgere hurtigt og effektivt bliver matchet med kommuner, hvor de kan komme ud i fagrelevante virksomheder, fastslår foreningens direktør Henrik Garver.

Derfor er det essentielt hurtigt at få kortlagt flygtningenes kompetencer, påpeger direktøren.

Hos Asylprojekt Sønderborg, der har arbejdet med at hjælpe flygtninge i job, peger man ligeledes på fordelingen af flygtninge som et afgørende område, der halter.

- Hvis man vil have veluddannede asylansøgere i fagrelevant arbejde, er det vigtigt, at de placeres i kommuner, hvor der er for eksempel ingeniørjob at få, siger projektleder Helena Pedersen.

Samme melding lyder fra Dansk Industri, der også gerne ser flygtninge med ingeniørbaggrund i danske virksomheder hurtigst muligt:

- Det er selvfølgelig positivt, hvis en gruppe af flygtningene har de uddannelser, som virksomhederne har svært ved at finde i dag. Det skal udnyttes langt bedre end i dag, fastslår arbejdsmarkedskonsulent hos DI, Marie-Louise Lindeløv.

Asylansøgere redder dog ikke Danmark fra den nuværende og fremtidige ingeniørmangel, understreger både FRI, DI og ingeniørforeningen IDA.

- Men selvom flygtninge ikke løser problemet med ingeniørmanglen, skal de ud på arbejdsmarkedet i en hulens fart, hvis de er dygtige. De kan bidrage med efterspurgt arbejdskraft, og den vil vi gerne have ud i virksomhederne, siger Morten Thiessen, formand for ansattes råd i IDA, til Ingeniøren.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.