Tom Brady fik søndag et vellykket comeback for New England Patriots i den amerikanske fodboldliga, NFL.
Quarterbacken, der har afsonet karantæne i de fire første kampe i grundspillet på grund af sin rolle i den såkaldte Deflategate-sag, førte New England til en sikker sejr på 33-13 ude over Cleveland Browns.
Dermed fik Patriots revanche for sidste uges forsmædelige 0-16-nederlag hjemme til Buffalo Bills, hvor Brady altså ikke var med.
39-årige Tom Brady, der fire gange har ført New England til sejr i Super Bowl, kastede for 406 yards, og han stod bag tre touchdowns mod Cleveland Browns.
Tom Brady blev idømt karantæne, fordi det blev vurderet, at han var vidende om, at New England-personale i en slutspilskamp i 2015 mod Indianapolis Colts havde lukket luft ud af kampboldene for at gøre det lettere for Brady at kaste dem.
Med sejren over Cleveland har New England fire sejre og et nederlag i sæsonen.
Minnesota Vikings har fem sejre i fem kampe, efter at holdet vandt 31-13 hjemme over Houston Texans.
Philadelphia Eagles tabte til gengæld for første gang i sæsonen, da holdet tabte 23-24 ude til Detroit Lions.
/ritzau/