Det mest hidsige guvernørvalg tirsdag har fangearme ude til resten af USA. Millioner af amerikanere følger med i, hvordan det er endt med en sportsboykot.
Der stemmes til guvernørposten i 12 ud af USA's 50 stater.
Det startede med en toiletlov, HB2. Den republikanske guvernør Pat McCrory fik det konservative flertal i parlamentet i North Carolina til at vedtage loven i marts.
Det skete under store protester fra borgerrettighedsorganisationer, seksuelle mindretal, sportsfolk, musikere og selv præsident Barack Obama.
Loven forbyder transseksuelle at benytte toiletter i North Carolinas offentlige bygninger, hvis toilettet ikke er forbeholdt det køn, som står opført i den trængendes fødselspapirer.
McCrory styrede på det tidspunkt mod at blive genvalgt som guvernør, konstaterer Eric Heberlig, professor i politisk videnskab på North Carolina University.
- Han troede, han kunne holde det som en intern sag i North Carolina for at få konservative republikanere i landområderne til at stemme. Hvad guvernør McCrory ikke forstod, var det nationale eftersmæld, som fulgte, siger han.
Store sportsorganisationer i USA har i protest mod diskriminering af transseksuelle besluttet at aflyse stævner og finalerunder i North Carolina. Blandt andet NBA All Stars, hvor USA's største basketballstjerner deltager.
Der kom afbud fra Bruce Springsteen, Pearl Jam og andre musikere med besked om, at de ikke vender tilbage til sydstaten, før HB2-loven ophæves.
HB2 kan forekomme som en lille sag, men dens konsekvenser har domineret valgkampen.
Det har givet den demokratiske kandidat, Roy Cooper, en uventet chance for at overtage posten som guvernør. Han har i målinger en lille føring.
- Mens han (McCrory red.) fortsætter med at ignorere den økonomiske skade, som HB2 har gjort, så har vælgerne ikke glemt det, siger Cooper.
20-årige Scott, en stor sportsfan fra den lille by Stanley, er rigtig træt af, at de mange finaler i universitetssport - i basketball, amerikansk fodbold, fodbold og baseball - er flyttet væk fra North Carolina.
- Ja selvfølgelig er jeg træt af det. Jeg er ligeglad med den toiletlov, men sporten burde de holde sig fra, siger han.
/ritzau/