En hel del togrejsende blev forsinket fredag eftermiddag, da en person blev påkørt og dræbt af et tog ved Horsens.
Ulykken medførte, at togdriften blev indstillet mellem Horsens og Skanderborg.
DSB indsatte busser mellem Vejle, Hedensted, Horsens og Skanderborg, oplyste selskabet.
Passagererne blev forberedt på, at rejsetiden ville blive forlænget, og at nogle tog måske ville blive aflyst.
Ved 16.30-tiden meldte DSB, at man igen kunne køre med tog på strækningen.
Hos Sydøstjyllands Politi oplyser vagtchefen, at påkørslen er sket i det nordlige Horsens.
/ritzau/