Tog stod i flammer på Odense Banegård Center
En brand i en motor i et IC3-tog på Odense Banegård Center er nu slukket, oplyser politiet.
Et tog står i brand på Odense Banegård Center.
Et tog står i brand på Odense Banegård Center. Foto: Privat/Free


Branden i et IC3-tog på Odense Banegård Center, der opstod torsdag morgen, er nu slukket.

Der var ild i den bageste motor på den ene togstamme.

Det oplyser Fyns Politi.

Togets passagerer er alle blevet evakueret, og der er ingen meldinger om tilskadekomne, oplyser vagtchefen hos Fyns Politi.

- Lokomotivføreren får en brandmelding, lige inden toget skal ind på perronen.

- Toget bliver skilt ad, og der kommer en røgudvikling fra den ene togvogn, som bliver kørt væk fra perronen, siger Erik Skov.

Toget blev trukket væk fra perronen og placeret under cykelbroen Byens Bro, der midlertidigt var lukket.

Den er nu åben igen.

Både brandvæsenet og redningsmandskab blev tilkaldt til banegården, da den rygende togvogn kørte ind.

Branden påvirker ifølge DSB's pressevagt ikke togdriften mellem Jylland og Sjælland.

Til gengæld er der indsat togbusser på Svendborgbanen indtil klokken 12.00, fordi toget spærrer strækningen, og der ligger brandslanger på skinnerne.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.