Tog slår rekord: 603 kilometer i timen
Magnet-teknologi skal forkorte rejsetid mellem japanske byer til mindre end en tredjedel.
Maglev står for "magnetic levitation". Toget rører ikke skinnerne, når det kører, men drives frem af elektrisk ladede magneter.
Maglev står for "magnetic levitation". Toget rører ikke skinnerne, når det kører, men drives frem af elektrisk ladede magneter. Foto: CHIAKI TSUKUMO/AP


At rejse med tog er hverdag for mange mennesker over hele verden.

I Japan arbejdes der konstant på at gøre transportformen hurtigere, og tirsdag satte ingeniører endnu en milepæl, da et tog i et forsøg nær bjerget Fuji nåede op på 603 kilometer i timen i næsten 11 sekunder, hvilket er ny verdensrekord.

Toget, der kaldes Maglev, satte den bemærkelsesværdige rekord mindre end en uge efter, at det kørte 590 kilometer i timen og slog en 12 år gammel rekord.

Et par hundrede entusiaster, der har fulgt højhastighedstoget i mange år, fik lejlighed til at overvære rekordforsøget.

- Det gav mig kuldegysninger. Jeg ønsker virkelig at komme ud at køre i det tog, fortalte en ældre kvinde japansk radio.

- Det er som om, jeg er blevet vidne til et nyt kapitel i historien, mente hun.

En journalist fra nyhedsbureauet AFP, der tidligere har prøvet rekordtoget, fortæller, at starten er lidt det samme, som når man letter med et fly, hvor man presses baglæns.

- Jo hurtigere toget kører, jo mere stabilt bliver det, siger Yasukazu Endo, der leder testcentret for maglev-togene.

Maglev står for "magnetic levitation" og hentyder til, at toget ikke rører skinnerne, når det kører, men drives frem af elektrisk ladede magneter svævende cirka 10 centimeter over banelegemet.

De japanske jernbaner, JR Central, har en målsætning om, at højhastighedstog inden 2027 skal kunne tilbagelægge den 286 kilometer strækning mellem hovedstaden Tokyo og Nagoya på bare 40 minutter.

Det svarer nogenlunde til afstanden mellem Skanderborg og København. En tur, der i dag tager knap tre timer med tog.

Endnu længere ude i fremtiden - i 2045 - er det tanken, at rejsen mellem Tokyo og Osaka skal kunne tilbagelægges på blot 67 minutter.

Men det er ikke gratis at være fremme i skoene inden for jernbanedrift. Alene strækningen til Nagoya vil koste Japan 100 milliarder dollar at bygge, da der skal bygges mange tunneler gennem bjerge.

Håbet er, at Japan kan tjene penge på at sælge magnet-teknologien til udlandet.

Premierminister Shinzo Abe er i denne uge i USA, hvor han vil agere sælger på vegne af de japanske statsbaner.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.