Tog røg af sporet ved Horsens: 100 evakueret
Busser erstatter togene mellem Vejle og Skanderborg, da et tog er kørt af sporet og holder og spærrer.
IC3-tog på stationen i Høje Tåstrup.
IC3-tog på stationen i Høje Tåstrup. Foto: www.colourbox.com/free


Et tog er lørdag kørt af sporet ved Horsens.

Ingen mennesker er kommet til skade, oplyser DSB, men cirka 100 personer måtte evakueres.

Afsporingen skete på en strækning, hvor der foregår sporarbejde.

Af den grund kørte toget med lav hastighed, da den del af toget, hvor lokoføreren sidder, kørte af sporet. Det er endnu uvist, hvordan ulykken kunne ske.

Toget - et IC3-tog - kan ikke køre videre og holder sent lørdag aften fortsat og spærrer sporet.

- Havarikommissionen er i gang med at finde ud af, hvorfor et tog nu holder ved siden af skinnerne i Horsens, siger Tony Bispeskov, der er trafikinformationschef ved DSB.

- Vi er klar til at få løfte toget tilbage på skinnerne igen, men i øjeblikket afventer vi, at Havarikommissionen bliver færdig. Vi ved ikke, hvor længe de arbejder, siger han.

Som erstatning for togene har DSB sat busser til at køre på strækningen mellem Vejle og Skanderborg.

- Vi råder vores passagerer til at holde øje med dsb.dk, hvis man skal ud at rejse med tog mellem Vejle og Skanderborg, siger Tony Bispeskov, der ikke kan udelukke, at strækningen også vil være spærret søndag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.