Tog-problemer for DSB: Motorer slår revner
Ny statusrapport fra DSB viser, at flere af de omtalte tog også har problemer omkring motoren.
IC4 tog står som skrotbunker på Randers banegårdscenter
IC4 tog står som skrotbunker på Randers banegårdscenter Foto: OLE FREDERIKSEN/POLFOTO


IC4-togene er ikke færdige med at trylle konstruktionsfejl frem. I juni kunne DSB konstatere, at de italienske tog slår revner - denne gang i udstødningsmanifolden, der sidder på motoren. Det skriver fagbladet Ingeniøren tirsdag.

- Det er en af den slags fejl, man først kan opdage, når togene har været ude at køre.

- Derfor handler det om, at togsættene skal have nogle kilometer i hjulene, før vi finder den slags uhensigtsmæssigheder, siger direktør for DSB Vedligehold Steen Schougaard Christensen til Ingeniøren.

Udstødningsmanifolden, der også kaldes et grenrør, samler udstødningsgasserne fra motorens enkelte cylindre til et eller flere større udstødningsrør.

Fejlen er indtil videre konstateret på ti togsæt ifølge den seneste statusrapport om IC4 fra august.

- I yderste konsekvens vil en helt ødelagt udstødningsmanifold betyde, at udstødningsgasserne kan risikere at trænge ind i kabinen, men det har vi aldrig været ude for, forklarer Steen Schougaard Christensen.

Fejlen har haft den konsekvens, at et IC4-togsæt, der har kørt 15.000 kilometer, skal efterses for revner i udstødningsmanifolden. Indtil videre har IC4-værkstedets midlertidige løsning været at udskifte manifolden med en tilsvarende, men det løser ikke det underliggende problem.

- Barrieren på 15.000 kørte kilometer sikrer lige nu, at vi ikke kommer ud for at sende et tog ud at køre med denne fejl. Men det er uhensigtsmæssigt at skulle tjekke for det, hver gang et tog kommer ind, og derfor skal vi selvfølgelig have det løst, siger Steen Schougaard Christensen.

Han uddyber, at de tog, man har opdaget revnerne på, har kørt mellem 100.000 og 200.000 kilometer.

Det bedste bud på en løsning er lige nu at lytte til bitre erfaringer fra togproducenten Bombardier, der i Sverige har haft til opgave at vedligeholde tog med den samme motor som i IC4, der leveres af firmaet Iveco.

- I næste uge skal vi til møde med Bombardier i Sverige, der har haft nøjagtigt samme problem med den samme motor. Så der er altså tale om en konstruktionsfejl, Steen Schougaard Christensen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.