Tog over Fyn kører igen med forsinkelse
En signalfejl på Vestfyn betyder, at tog kan være op til 20 minutter forsinket.
Togene over Fyn kører med forsinkelser på grund af en signalfejl. Genrefoto
Togene over Fyn kører med forsinkelser på grund af en signalfejl. Genrefoto Foto: Colourbox/free


Dårligt nyt til pendlere mellem Jylland og Sjælland.

Tirsdag morgen er der igen forsinkelser, hvis man skal med toget over Vestfyn.

DSB skriver på sin hjemmeside, at en signalfejl "driller", og det betyder, at togene kan være op til 20 minutter forsinket i begge retninger.

Banedanmarks teknikere vil være fremme klokken 07.00, lyder det.

- Men vi ved ikke, hvornår fejlen er løst, og vi kan køre til tiden igen, skriver DSB på hjemmesiden.

De seneste uger har der adskillige gange været problemer med togtrafikken på det vestlige Fyn, hvor Banedanmark har sat gang i store mængder sporarbejde.

Det har skabt mange forsinkelser, som så har fået mange til at klage og søge kompensation, oplyste DSB mandag.

DSB's rejsetidsgaranti dækker, hvis man bliver mere end 30 minutter forsinket.

Sporarbejdet over Fyn fortsætter over sommeren til og med 9. august.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.