Tog kolliderer med lastbil: 14 er dræbt
Ulykken skete 60 kilometer syd for den tunesiske hovedstad, Tunis, som toget var på vej mod.
Både lokoføreren og lastbilchaufføren blev dræbt. Arkivfoto.
Både lokoføreren og lastbilchaufføren blev dræbt. Arkivfoto. Foto: Colourbox//COLOURBOX.COM


Et passagertog er tirsdag morgen kollideret med en lastbil i Tunesien, og mindst 14 personer meldes omkommet. 70 andre er kvæstet, oplyser myndighederne i det nordafrikanske land.

- Dødstallet kan stige, siger Tunesiens transportminister, Mahmoud Ben Romdhane, til radiokanalen Mosaique.

Hovedparten af de omkomne var passagerer på toget, som kørte af sporet efter sammenstødet, oplyser transportministeriet i Tunis.

Både lokoføreren og lastbilchaufføren blev dræbt.

Toget var på vej fra Gaafour i syd mod hovedstaden Tunis, da ulykken skete i morgentrafikken.

Kollisionen fandt sted nær byen el-Fahes, der ligger omkring 60 kilometer fra hovedstaden, klokken 7.30 dansk tid.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.