Tørnæs: Ingen grund til at tro SU-udspil er socialt skævt
Flere kritiserer regeringens SU-udspil for at ramme socialt skævt. Den bekymring deler ministeren dog ikke.
Eva Flyvholm (EL) og Jacob Mark (SF) kritiserer uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) for, at regeringens SU-udspil kan få negative konsekvenser for den sociale mobilitet.
Eva Flyvholm (EL) og Jacob Mark (SF) kritiserer uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) for, at regeringens SU-udspil kan få negative konsekvenser for den sociale mobilitet. Foto: Nikolai Linares/Scanpix


Selv om SU'en skæres ned, og lånebeløbet hæves, er der ikke grund til at tro, at regeringens SU-udspil er socialt skævt. Det slår uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) onsdag fast på et samråd.

SU-udspillet har ellers fået kritik fra flere sider for at have negative konsekvenser for den sociale mobilitet. Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører, Eva Flyvholm, kalder på onsdagens samråd forslaget "bekymrende".

Ministeren mener dog ikke, der er grund til at tro, at udspillet er socialt skævt.

- Nej, det er der ingen grund til at forvente. Vi vil fortsat have fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. SU-reformen fjerner ikke forsørgelsesgrundlaget fra de unge, siger Ulla Tørnæs.

Regeringens SU-forslag går ud på, at SU-stipendiet sænkes, mens beløbet, som de studerende kan låne, stiger. Det betyder, at de studerende for at opretholde samme rådighedsbeløb skal låne 800 kroner mere om måneden.

Politisk ordfører Pernille Skipper (EL) er bekymret for, at SU-systemet vil have en social slagside. Det samme er uddannelses- og forskningsordfører Jacob Mark (SF).

- Det er en hån imod de mange tusinde unge mennesker, når ministeren siger, at det ikke vil påvirke deres levegrundlag.

- SU'en hjælper tusindvis af unge mennesker fra fattige hjem og fra ikkeboglige hjem til at tage en uddannelse. Så når man laver sådan en besparelse, vil det betyde, at færre tager en uddannelse, og at flere falder fra, siger Jakob Mark.

Men deres bekymringer deler Ulla Tørnæs ikke:

- Der er ikke evidens for at hævde, at den måde, vi har sammensat vores SU-system på, betyder, at der er en social mobilitet i vores uddannelsessystem. Der er ikke noget, der antyder, at udspillet skulle holde unge tilbage fra at tage en uddannelse, mener ministeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.