To unge fængslet for maskinpistoler
Efter fund af to maskinpistoler med ammunition er to unge varetægtsfængslet. To andre er anholdt i tre døgn.
De er alle sigtet for at smugle to maskinpistoler og ammunition fra Sverige til Danmark.
De er alle sigtet for at smugle to maskinpistoler og ammunition fra Sverige til Danmark. Foto: Colourbox/free


To af de fire unge mænd, som torsdag aften blev anholdt på Peberholmen midt på Øresundsbroen, er fredag i Københavns Dommervagt blevet varetægtsfængslet i hver 25 dage.

De to øvrige anholdte har fået anholdelsen opretholdt i tre døgn, mens politiet forsøger at forstærke beviserne imod dem.

Mændene er alle sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om ulovlige våben for under skærpede omstændigheder at smugle to maskinpistoler af mærket Skorpion samt nogle magasiner og skarp ammunition fra Sverige til Danmark.

Alle nægter sig skyldige.

De varetægtsfængslede er 24 og 25 år. Dommerens begrundelse for at sætte dem bag tremmer er, at de på fri fod vil kunne fjerne spor eller påvirke vidner.

De to, der har fået anholdelsen opretholdt i tre gange 24 timer, er 22 og 25 år.

Grundlovsforhøret med de fire mænd foregik for lukkede døre, og det er sparsomt med oplysninger om sagen, der begyndte, da en bil med de fire mænd torsdag aften blev vinket ind til siden til en rutinekontrol på den svenske side af broen.

Bilen standsede imidlertid ikke, men føreren trykkede speederen i bund og kørte ud på broen i retning mod København.

På Peberholmen blev en passager sat af bilen, og ham fik politiet fat på og anholdt. Kort tid efter blev de tre øvrige også anholdt.

På Peberholmen fandt politihunde efterfølgende de to maskinpistoler og ammunition.

Politiet har oplyst, at de fire mænd er kendt af politiet i forvejen.

Øresundsbroen var lukket en halv time torsdag aften, mens den dansk-svenske politiaktion fandt sted.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.