To unge fængslet for knivoverfald i Avedøre
Tv-omtale af et groft knivstikkeri gav 40 henvendelser fra offentligheden. Nogle udpegede to unge med navn.
Politiet mener, at det var et drabsforsøg, da en 37-årig mand blev stukket ned på stationen ved 2.30-tiden den 2. maj. Manden fik seks knivstik i brystet og var i livsfare lige efter knivstikkeriet. Han slap imidlertid med livet i behold.
Politiet mener, at det var et drabsforsøg, da en 37-årig mand blev stukket ned på stationen ved 2.30-tiden den 2. maj. Manden fik seks knivstik i brystet og var i livsfare lige efter knivstikkeriet. Han slap imidlertid med livet i behold. Foto: Colourbox/free


To unge mænd på 18 og 19 år er fredag i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 14 dage for at have udsat to mænd for grov vold på Avedøre Station tidligere på måneden.

Politiet mener, at det var et drabsforsøg, da en 37-årig mand blev stukket ned på stationen ved 2.30-tiden den 2. maj. Manden fik seks knivstik i brystet og var i livsfare lige efter knivstikkeriet. Han slap imidlertid med livet i behold.

En 30-årig mand, der fulgtes med den 37-årige, blev ifølge sigtelsen udsat for grov vold.

De to mænd har meldt sig selv til politiet, efter at sagen torsdag aften blev omtalt i tv-programmet "Efterlyst".

Efter tv-programmet fik Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen, 40 henvendelser fra offentligheden, hvoraf nogle udpegede de to mænd med navns nævnelse.

Det fik de to formodede gerningsmænd frem i lyset. den ene meldte sig selv til politiet natten til fredag, mens den anden fredag ved middagstid mødte op i Retten i Glostrup, hvor grundlovsforhøret med de to mænd fandt sted.

- Vi er rigtig glade for den hjælp, vi har fået af borgerne i sagen her. Vi mener, at vi nu har de to gerningsmænd til det voldsomme knivoverfald, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen, Københavns Vestegns Politi.

Politiet fortsætter nu efterforskningen af sagen og vil i den forbindelse gerne tale med en yngre kvinde, som var med på de billeder, som politiet viste i tv-udsendelsen.

Kvinden er endnu ikke identificeret, men politiet vil gerne høre fra folk, der eventuelt har oplysninger om hende, siger Hans Christian Tonnesen.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.