Avisen.dk
Nyhedsbreve | Opret profil | Log ind | Avisen.dk bruger cookies, læs mere her

To ud af tre frygter efterlønsstoppets hammer

Der er ikke nok seniorførtidspension til alle nedslidte. Ældre Sagen vil have fleksjob-garanti

30. nov. 2011 kl. 22:30
Start et spil på Spigo.dk
Spil
Hverken fleksjob eller seniorførtidspension er sådan lige at få fat i, mener Ældre Sagen, som derfor foreslår en fleksjob-garanti.
Hverken fleksjob eller seniorførtidspension er sådan lige at få fat i, mener Ældre Sagen, som derfor foreslår en fleksjob-garanti. Foto: Colourbox
Del på Facebook
Mail artiklen
Print artiklen

Sidste etape på arbejdsmarkedet vil blive en slidsom affære. Flere danskere vil være tvunget til at blive i sadlen, selv om de har behov for en nødudvej eller en blid slutspurt.

FAKTA

- I første kvartal af 2011 var 120.156 personer på efterløn.

- Andelen af fleksjobs for folk over 60 år har været støt stigende siden 2007.

- I første kvartal i år var 6.428 personer i fleksjob. Det er næsten dobbelt så mange som for fem år siden.

- Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening koster det omtrent 200.000 kr. at skabe et fleksjob.

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan forventer to ud af tre danskere ifølge en undersøgelse foretaget for Ældre Sagen.

Undersøgelsen er foretaget af analyseinstituttet YouGov Zapera blandt 2004 danskere.

66 procent forventer, at flere som konsekvens af tilbagetrækningsreformen vil blive tvunget til at fortsætte med at arbejde, selv om de er nedslidte.

De skeptiske forventninger præsenteres samtidig med, at Folketinget har taget hul på lovbehandlingen af seniorførtidspension.

Ordningen blev vedtaget af Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre som led i tilbagetrækningsreformen, men er blevet kritiseret for at være et utilstrækkeligt plaster på udfasningen af efterlønnen.

Læs også: Efterløn: 28.000 risikerer total nedslidning

Ældre Sagen er bekymret for, om seniorførtidspensionsordningen vil tvinge en del nedslidte seniorer til at forlade arbejdsmarkedet uden indkomst, indtil de når pensionsalderen.

"Vi anerkender, at tilbagetrækningsreformen er en realitet, men vi er meget bekymrede for de skitser, der tegner sig for seniorførtidspensionsordnigen" siger seniorkonsulent Peter Halkjær fra Ældre Sagen.

Bekymringen skyldes, at kriterierne for tildeling af seniorførtidspension ser ud til at blive de samme, som i dag benyttes for almindelig førtidspension.

Ifølge beregninger foretaget af professor og arbejdsmarkedsforsker Per H. Jensen fra Aalborg Universitet, er der 28.000 af de nuværende nedslidte efterlønnere, der vil falde uden for ordningen.

Fleksjob skal skabe blød landing

Ældre Sagen foreslår at seniorførtidspensionsordningen suppleres med en fleksjob-garanti, der skal skabe en blid landing for dem, der er for raske til seniorførtidspension, men for nedslidte til at knokle fuld tid i de sidste år.

"Den eksisterende fleksjob-ordning fungerer ikke særlig godt. Mange parkeres midlertidig på en fleksydelse i stedet. Derfor foreslår vi, at man lægger en fleksjob-garanti oveni og tilbyder en tidsubegrænset fleksydelse i det omfang jobgarantien ikke overholdes" siger Peter Halkjær.

Den såkaldte fleksydelse er en midlertidig ordning, som kan tildeles personer over 60 år, der er blevet visiteret til et fleksjob. Men ordningen er begrænset til seks måneder, så mange risikerer at ende på kontanthjælp eller helt uden indtægt, hvis ikke kommunen kan finde et fleksjob.

"Luftsteg og vindfrikadeller"

Socialdemokraterne har før regeringsskiftet stemplet seniorføtidspension som "luftsteg og vindfrikadeller".

Arbejdsmarkedsordfører Leif Lahn Jensen giver Ældre Sagen ret i, at kriterierne for seniorførtidspensionsordningen burde være lempet, før loven blev sendt til behandling.

"Men det er heller ikke et forslag, som er groet i vores baghave, det tror jeg er klart for alle," siger han.

Socialdemokraterne håber at kunne forbedre mulighederne for nedslidte seniorer gennem bedre arbejdsmiljø, bedre uddannelsesmuligheder og bedre seniorordninger.

"Vi vil sørge for, at folk kan blive længere tid på arbejdsmarkedet, uden at blive nedslidte. Angående seniorførtidspension er det klart, at vi vil tage fat på hele førtidspensionen i de kommende reformforhandlinger i 2012," siger Leif Lahn Jensen.

Konservativ kritik

Under lovbehandlingen af seniorførtidspensionen har der dog allerede vist sig en sprække blandt forligspartierne bag tilbagetrækningsreformen.

Den konservative socialordfører Tom Behnke stiller spørgsmålstegn ved, om seniorførtidspensionsordningen kan rumme målgruppen af reelt nedslidte efterlønnere.

"Konservativ politik er, at dem der har brug for hjælp, også skal have det. Derfor ønsker vi en sikkerhed for, at ordningen kan rumme alle dem, der har behovet," siger han.

Tom Behnke mener dog ikke, at en fleksjob-garanti som foreslået af Ældre Sagen er en løsning, hvis seniorførtidspensionsordningen ikke er rummelig nok.

"Hvis fleksjob er den rigtige løsning, skal man da vælge det. Men hvis man er så nedslidt, at man har behov for en tidlig tilbagetrækning, er det jo seniorførtidspension, og ikke et fleksjob, man har behov for," siger han.

NYHEDSBREV
 
Interesserer du dig for nyheder om job og arbejdsliv, så prøv Avisen.dk's nyhedsbrev!
separator
Du kan naturligvis altid framelde dig igen, og vi deler ikke din mail med andre.
Læs vores forretningsbetingelser.
DEBAT OM ARTIKLEN
For at kommentere skal du være logget på Facebook. Logges på via "Kommenter via...", genindlæs siden
30.11-2011 | 22:43 af Kristian Mortensen
"Hvis fleksjob er den rigtige løsning, skal man da vælge det. Men hvis man er så nedslidt, at man har behov for en tidlig tilbagetrækning, er det jo seniorførtidspension, og ikke et fleksjob, man har behov for," siger han.
Gad vide hvilken planet Tom Behnke bor på?
Problemet er jo netop at seniorpensionen IKKE er en mulighed hvis ægtefællen tjener over ca 200.000 kr om året og bedre bliver det ikke hvis man også bor i eget hus, som rigtigt mange midaldrende nedslidte gør, for så er formuen vel for stor
Derfor er der jo kun flexjob muligheden tilbage
Men hvis Behnke vil ændre reglerne om ægtefællens indkomst og formue i eget hus for at få seniorpensionen så er han mere end velkommen
Han gør det bare ikke, det ved man jo!!!!!!
 
 
© Copyright 2013, Avisen Aps
Avisen.dk er ikke ansvarlig for indhold fra eksterne Internet sites