En kvinde kom i nød, da hun søndag lidt over middag drev længere og længere væk fra Rømøs kyst. To andre optrådte heltemodigt og fik hende reddet, oplyser politiet.
Ifølge de foreløbige meldinger kom hun 700 meter væk fra kysten. Hun befandt sig på en luftmadras.
- Der var fralandsvind, og hun havde ikke bemærket, at hun var drevet ud, siger vagtchef Erik Lindholdt i Syd- og Sønderjyllands Politi.
- Hun forsøgte med hænderne at padle ind, men drev bare længere ud.
En tysk turist på 27 år opdagede kvinden på havet. Han svømmede ud mod den efterhånden desperate kvinde, men måtte vende om.
Derefter fik han kontakt med en windsurfer, en tysk kvinde på 42 år.
- De sejlede ud til kvinden og fik lagt sejlet ned, fortæller vagtchefen.
Den nødstedte, der er 39 år, gik i panik og strittede imod. Det krævede en del kræfter for de to tyskere at få hende over på brættet. Derefter gik turen ind mod kysten.
En helikopter fra Flyvevåbenet var blevet alarmeret, og den landede på stranden.
En læge, der var om bord, steg af og tilså kvinden, som derefter i en ambulance blev kørt til sygehuset for observation, oplyser Forsvarets søredningstjeneste.
- Hun var meget afkræftet, fortæller vagtchef Erik Lindholdt.
De to hjælpere indstilles nu til en dusør for deres brave indsats, tilføjer han.
Søndag var der mange mennesker ude for at nyde det gode vejr på strandene, og det har givet en del travlhed.
For eksempel samlede en fiskekutter to personer op i vandet nær Hundested, oplyser Forsvarets søredningstjeneste.
/ritzau/