To sygehuse lukker i Nordjylland
Sygehusaktiviteterne på sygehusene i Dronninglund og Nykøbing Mors indstilles til efteråret.
Sygehusaktiviteterne på sygehusene i Dronninglund og Nykøbing Mors indstilles til efteråret.
Sygehusaktiviteterne på sygehusene i Dronninglund og Nykøbing Mors indstilles til efteråret. Foto: Scanpix


Til efteråret indstilles sygehusaktiviteterne på sygehusene i Dronninglund og Nykøbing Mors. Et flertal i regionsrådet i Region Nordjylland vedtog tirsdag efter mere end fire timers debat, at regionen ikke mere vil anvende de to matrikler.

Det skriver nordjyske.dk.

Fem partiers gruppeformænd havde på forhånd indgået forlig om en ny sygehusstruktur. Det var dog ikke alle medlemmer af de fem partier, der tilsluttede sig forliget, og afstemningen gik på tværs af partiskel. 26 stemte for sygehuslukningerne, 10 var imod, mens fire undlod at stemme.
Regionsrådsformand Ulla Astman (S) sagde forud for afstemningen, at det ikke er nogen let beslutning at afvikle de to sygehusmatrikler i Dronninglund og på Mors:

- Jeg er ked af, at vi må lukke to matrikler, som kvalitetsmæssigt er gode, men jeg kan desværre ikke se andre løsninger. Dette her er nødvendigt for at få tingene til at hænge sammen, sagde Ulla Astman, der udtrykte håb om, at det er muligt at finde job andre steder i regionen til alle eller de fleste ansatte på de to sygehuse.

Modstandere af forliget havde stillet et ændringsforslag om, at det i stedet for sygehuset i Dronninglund var sygehuset i Hobro, der skulle nedlægges. Dette forslag samlede 13 stemmer, mens 27 stemte imod.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.