To små fly stjålet i Rusland - på vej mod Moskva
Det ene fly nødlandede, hvorefter tyvene fløj af sted i det andet fly med kurs mod Moskva 2500 kilometer væk.


To mindre fly er blevet stjålet fra en militærlufthavn i Ishim i det østlige Rusland, skriver det russiske nyhedsbureau Tass.

Det ene fly, en Jak-52, blev tvunget til at foretage en hård nødlanding på grund af tekniske problemer i Jalutorovsk i regionen Tjumen.

Piloten i flyet blev samlet op af det andet fly, et Gardan GY-80-160, som derpå fortsatte.

Det første fly har to sæder, det andet har fire sæder.

De to fly tilhører ifølge International Business Times den paramilitære sportsklub Dosaaf.

Piloten i det andet fly satte kursen mod Moskva, skriver lifenews.ru, som ikke bringer oplysninger om, hvem der står bag tyverierne.

Jalutorovsk ligger omkring 2500 kilometer øst for den russiske hovedstad, Moskva.

Alle lufthavne i Rusland har ifølge International Business Times fået melding om de stjålne fly.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.