To sene mål sikrer City-sejr over Aston Villa
På to mål i kampens sidste otte minutter vandt Manchester City 2-0 ude over Aston Villa i Premier League.
Yaya Toure (til højre) sørgede for Manchester Citys første mål mod Aston Villa.
Yaya Toure (til højre) sørgede for Manchester Citys første mål mod Aston Villa. Foto: Rui Vieira/AP


De pressede og pressede. De brændte og brændte, og det lignede et unødvendigt pointtab til Manchester City, indtil der manglede otte minutter at udekampen mod Aston Villa lørdag aften.

Efter 23 forgæves afslutninger mod Villa-målet sad den der endelig, da målfarlige Yaya Touré afsluttede fra kanten af feltet. Og kort efter sikrede Sergio Agüero endegyldigt favoritterne sejren med scoringen til slutresultatet 2-0.

Dermed undgik Manuel Pellegrinis tropper en vaskeægte gang pointspild i en kamp, hvor Manchester City var bedst fra første- til sidste fløjt, men hvor man altså var meget længe om at få skudt hul på et flot kæmpende Aston Villa-forsvar.

Hjemmeholdet har tidligere på sæsonen haft godt udbytte af dets solide defensiv krydret med et par hurtige folk i offensiven.

Den pågående østriger Andreas Weimann sørgede da også for, at gæsterne hele tiden skulle være opmærksomme, selv om de altså dominerede kampen tungt.

Lige efter pausen serverede Manchester Citys James Milner en kæmpechance for fødderne af Agüero, men argentineren sendte i helt fri position bolden på stolpen, og City-spillerne tog sig til hovederne over de mange afbrændere.

Det var først, da bolden i det 82. minut lidt tilfældigt faldt ned til Touré på straffesparksfeltets kant, at Brad Guzan i Villa-målet måtte overgive sig.

Touré trak bolden over til venstrebenet og sparkede den hårdt ind ved den nærmeste målstolpe, og så var der ikke mere i hjemmeholdet.

City kunne spille bolden rundt i adstadigt tempo, og fik endda øget til 2-0 ved Agüero og dermed skabt et resultat, som nogenlunde afspejler kampen.

Manchester City rykker op på ligaens andenplads med 14 point efter syv kampe. Aston Villa er nummer syv med 10 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.