Der blev onsdag fremsat bombetrusler mod to SAS-fly på vej til Bruxelles fra Oslo og Stockholm.
SAS bekræfter over for Ritzau, at de to fly landede i Bruxelles-lufthavnen Zaventem.
- Der indkom i løbet af aftenen en trussel mod to SAS-fly, siger SAS' pressekontakt Cathrine Sandegren til den norske avis Dagbladet.
Hun siger, at begge fly foretog landinger uden dramatik og at alle passagerer er landet i god behold.
Piloterne i flyet fra Oslo modtog truslen omkring 20 minutter før landingen.
Lufthavnen var sat i alarmberedskab og statslige belgiske medier siger, at ambulancer og brandbiler holdt klar nær landingsbanen.
Flere ankommende fly til Bruxelles blev omdirigeret til andre lufthavne.
Truslen mod flyene var ifølge de belgiske myndigheder falsk.
- Truslen mod to SAS-fly på vej mod Bruxelles var falsk, siger den belgiske anklagemyndighed til nyhedsmediet RTBF i en erklæring, som blev fremsat en time efter flyenes landing.
Der var tale om SK2591 fra Stockholm-Arlanda til Bruxelles, der forlod den svenske hovedstadslufthavn kl. 17.40 med planlagt ankomst i Bruxelles-Zaventem lufthavnen kl. 19.50. Flyet landede kl. 19.32 og var ved terminalen kl. 19.37.
Det andet fly var SK4745 fra Oslo. Dette fly skulle have forladt Oslo Lufthavn kl. 16.30, men blev forsinket til kl. 17.15. Flyet havde fået en ny ankomsttid kl. 19.00 og landede kl. 19.03 og var ved gaten kl. 19.19.
Netavisen Het Laatste Nieuws har skrevet, at truslen blev formidlet via en opdatering på det sociale medie Twitter, men dette er ikke bekræftet fra officiel side.
SAS ønsker ikke at udtale sig om karakteren af truslen og henviser til politimyndighederne.
Begge fly fløj efter en forsinkelse tilbage til Skandinavien onsdag aften.
/ritzau/