Den 14. maj i år kunne folk i Aarhus-området se en kæmpemæssig sort røgsøjle stige op fra den nordlige del af byen. Røgen var så giftig, at politiet advarede beboerne om at holde sig inden døre og lukke alle vinduer.
"Der er en meget kraftig røgudvikling og røgen er meget giftig. Røgen bevæger sig i nordøstlig retning, og derfor opfordres alle beboere i røgretningen (…) til at gå inden døre, lukke vinduer og stoppe ventilation," siger politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi samme dag til til Lokalavisen/Aarhus.
Men det er ikke en advarsel, der bliver taget alvorligt blandt alle brandmænd eller brandchefer, der den dag bekæmper flammerne. Det konstaterer Arbejdstilsynet, der er på ekstraordinært tilsyn.
Indhyllet i røg
De ser blandt andet en brandmand, der flere gange bliver indhyllet i røg fra ophugget elektronik. Selv om brandmanden har iltapparat til rådighed, bruger han det ikke.
Arbejdstilsynet reagerer skarpt og giver to strakspåbud. Et til Falck Danmark og et til Aarhus Brandvæsen, der begge er med i slukningen.
Manden ikke var beskyttet imod røg, der indeholder kræftfremkaldende stoffer, lyder det i begrundelsen.
"Påbuddet skal efterkommes straks."
Som noget nyt, har Arbejdstilsynet ført tilsyn med 25 større brande. Der sker efter, at Avisen.dk skrev, at de aldrig var med på øvelser eller ved rigtige ildebrande. Tre gange har det medført strakspåbud.
”Det er alvorligt, når brandfolk ikke beskyttes effektivt mod de røgpåvirkninger, der er, når de slukker brand,” siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Thomas Nygaard Christensen i forbindelse med en række påbud og strakspåbud, som Avisen.dk har fået aktindsigt i.
Branden fra Lystrup er en af dem.
På med masken, straks!
Klokken fire om eftermiddagen gælder myndighedernes advarsel stadigvæk. Røgskyen er omkring 50 meter bred. Den er dog ikke længere sort. Nu er den grålig.
På det tidspunkt er der dog ingen brandfolk, der kommer i nærheden af røgen uden iltflaske. Brandvæsenerne har fået travlt med at beordre mandskabet til at beskytte sig.
Det hedder ikke et strakspåbud for ingenting. Og Falck Danmarks understreger også, at det blev sporstregs efterlevet, da de senere skal forklare Arbejdstilsynet, hvad de har gjort for at imødekomme det røde kort.
De skriver også, at strakspåbuddet, er blevet behandlet i sikkerhedsudvalget.
”Det er blevet indskærpet over for holdleder og mandskab, at indsatsen skal foregå på en sådan måde, at mandskabet ikke udsættes for røg eller andre miljømæssige, negative påvirkninger,” står der.
Næste morgen: Pas fortsat på røg!
Også i Aarhus Brandvæsen har de travlt med at svare på Arbejdstilsynets strakspåbud.
"Det indskærpes i operativ afdeling - herunder over for holdledere og indsatsledere - at der skal anvendes luftforsynet åndedrætsværn under brandbekæmpelse, når indsatspersonale arbejder i røgfyldte miljøer, hvor der er risiko for indånding af luft forurenet af røg indeholdende kræftfremkaldende stoffer," står der i tilbagemeldingen.
Den følgende morgen bliver beboerne i området stadig bedt om at være forsigtige og holde sig inden døre, hvis de lugter røg.
"Der er tale om brand i elektronikskrot, gamle husholdningsmaskiner og plastik. Der er en meget kraftig røgudvikling og røgen er meget giftig. Røgen bevæger sig i nordøstlig retning, og derfor opfordres alle beboere i røgretningen (…) til at gå inden døre, lukke vinduer og stoppe ventilation."
Politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi til Lokalavisen/Aarhus. 14 maj.