To Riis-ansatte forlader Tinkoff-Saxo
To af de bærende kræfter, da Bjarne Riis var den sportslige chef hos Tinkoff-Saxo, forlader nu cykelholdet.
Peter Sagan og holdkammeraterne kan ikke længere støtte sig til gode råd fra Bobby Julich og Daniel Healey - begge blev oprindeligt ansat mens Bjarne Riis var holdets sportslige leder.
Peter Sagan og holdkammeraterne kan ikke længere støtte sig til gode råd fra Bobby Julich og Daniel Healey - begge blev oprindeligt ansat mens Bjarne Riis var holdets sportslige leder. Foto: DCM DCM/POLFOTO


Cykelholdet Tinkoff-Saxo siger farvel til træneren Bobby Julich og den newzealandske idrætsfysiolog Daniel Healey efter denne sæson.

Det bekræfter holdet i en pressemeddelelse.

Dermed forlader endnu to af de kræfter, som holdets tidligere chef Bjarne Riis hentede til cykelholdet.

Julich kørte selv tidligere på Bjarne Riis' cykelhold som aktiv og kom til holdet efter en trænergerning på det britiske Sky-hold.

Til blandt andre Sky-kaptajn Chris Froomes store fortrydelse, måtte Julich forlade Sky, da holdet introducerede sin politik om nultolerance overfor doping.

Da Julich tidligere har erkendt, at han brugte doping i løbet af sin karriere, kunne han ikke fortsætte hos briterne. Hans evner som træner har ingen anfægtet og rytterne på Tinkoff-Saxo har rost ham til skyerne.

Ansættelsen af Daniel Healey var et forsøg fra Bjarne Riis på at styrke holdets viden om videnskabelig træning.

Tinkoff-Saxo-holdet skriver i en pressemeddelelse, at ingen af de to trænere er blevet fyret.

- For flere uger siden nåede vi en fælles beslutning om at stoppe samarbejdet på grund af forskellige opfattelser af, hvordan holdet fremadrettet skal se ud. Beslutningen blev taget i fællesskab, skriver holdet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.