To retsbetjente dræbt i skyderi i retsbygning i Michigan
Gerningsmanden dræbte to retsbetjente i et skyderi i en retsbygning i Michigan, inden han selv blev dræbt.
To retsbetjente blev mandag skudt og dræbt i en retsbygning i Berrien County i Michigan. Gerningsmanden var en indsat, som fik fat på en pistol fra en af betjentene.
To retsbetjente blev mandag skudt og dræbt i en retsbygning i Berrien County i Michigan. Gerningsmanden var en indsat, som fik fat på en pistol fra en af betjentene. Foto: Chelsea Purgahn/AP


Et skyderi i retsbygningen Berrien County Courthouse i byen Saint Joseph i den amerikanske delstat Michigan har mandag efterladt tre mennesker døde.

To retsbetjente er blevet skudt og dræbt, og en vicesherif er såret.

Det oplyser sheriffen i Berrien County, Paul Bailey, ifølge flere internationale nyhedsbureauer.

- Omkring klokken 14.25 havde vi en hændelse på tredje sal i retsbygningen. En person har skudt to retsbetjente - som begge er døde - og en vicesherif, som er bragt på hospitalet, hvor han lige nu bliver behandlet på skadestuen, siger han på et kort pressemøde ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Den mistænkte er blevet skudt og dræbt, tilføjer sheriffen, som samtidig kalder de to retsbetjentes død for "forfærdelig".

Den mistænkte var en mand, som sad varetægtsfængslet. Han var på vej i fængsel, da han tog en pistol fra en af retsbetjentene og begyndte at skyde. Det bekræfter sherif Paul Bailey.

Også Michigans guvernør, Rick Snyder, har kommenteret skyderiet.

- Politiet i Michigan har sikret stedet omkring Berrien County Courthouse og begyndt sin efterforskning af skyderiet, der fandt sted i eftermiddag, skriver guvernøren på Twitter.

Flere civile er ifølge politiet ligeledes såret, men alle er efter sigende i stabil tilstand på det nærliggende hospital Lakeland Regional Medical Center.

Det samme gælder den sårede vicesherif, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge USA Today har myndighederne afspærret området omkring retsbygningen og beordret alle ansatte til at blive på deres kontorer.

Det samme fortæller et vidne til CNN.

Store dele af USA er i disse dage på mærkerne, efter at en mand torsdag skød og dræbte fem politibetjente under en racerelateret demonstration i Dallas, Texas.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.