To politifolk dræbt af bombe i Bahrain
Bombeangreb mod politi i Bahrain har dræbt to betjente, kort efter en våbensmugling angiveligt blev forpurret.
I Bahrain er sikkerheden i forvejen skærpet efter bombeangreb i nabolandene Kuwait og Saudi-Arabien. Her holder en bevæbnet betjent vagt i en moské. (Arkivfoto)
I Bahrain er sikkerheden i forvejen skærpet efter bombeangreb i nabolandene Kuwait og Saudi-Arabien. Her holder en bevæbnet betjent vagt i en moské. (Arkivfoto) Foto: Hasan Jamali/AP


To politifolk er dræbt og seks andre såret, heraf en alvorligt, ved et bombeangreb i en landsby tæt ved hovedstaden Manama.

- En terrorbombe ramte politimænd i tjeneste i Sitra-området, dræbte to af dem og sårede en tredje alvorligt, skriver landets indenrigsministerium på Twitter.

De fem andre politifolk har fået lettere kvæstelser ved bombeangrebet.

Meldingen om det dødelige bombeangreb kommer få dage efter, at myndighederne i den lille stat meddelte, at de har forpurret et forsøg på at indsmugle våben og sprængstoffer fra ærkefjenden Iran.

Episoden har fået Bahrain til at hjemkalde sin ambassadør fra Teheran.

Regeringen i Bahrain beskylder jævnligt Iran for at forsøge at så splid i det lille kongedømme, der er ledet af en sunnimuslimsk kongefamilie, mens befolkningsflertallet er shiamuslimer.

Iran afviser, at landet blander sig i Bahrains interne anliggender, men støtter åbent nogle af de oppositionsgrupper, der kræver bedre rettigheder for den shiamuslimske befolkning.

I 2011 var Bahrain ramme om store demonstrationer under det arabiske forår, hvor landets shiamuslimer gik på gaden og krævede bedre rettigheder.

En lang række fremtrædende shia-aktivister, heriblandt også dansk-bahraineren Abdulhadi al-Khawaja, sidder nu fængslet på grund af protesterne.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.