To personer blev mandag dræbt ved et knivoverfald i Ikea i den svenske by Västerås.
- Vi fandt en mand og en kvinde, der havde knivskader, og som senere døde af deres sår, skriver det lokale politi i en meddelelse.
Lokale myndigheder oplyser, at en mand i 35-års-alderen er meget alvorligt såret ved knivoverfaldet. Han ligger mandag eftermiddag på operationsbordet.
- Vi har fået en mand ind, som er alvorligt skadet, og han opereres akut, siger Eva Lindahl, kommunikationschef ved landstinget i Västmanland, til nyhedsbureauet TT.
- De oplysninger, jeg har, er, at det er kritisk, siger hun.
En formodet gerningsmand er pågrebet efter drabene. Polititalsmand Per Strömbäck beskriver ham som "midaldrende", men er ellers sparsom med oplysninger om såvel gerningsmandens og ofrenes identitet som motiv og øvrige detaljer.
En stor politiindsats blev iværksat i Västerås, som ligger omkring 100 kilometer nordvest for Stockholm. Alle personer i Ikea-varehuset blev bedt om at oplyse deres identitet, og politiet kontrollerede de biler, der forlod stedet.
Varehuschef Mattias Johansson fortæller, at tre kunder i første omgang blev alvorligt såret ved knivangrebet.
- Tre tilsyneladende helt almindelige besøgende skal være angrebet, sagde han, inden det stod klart, at to af dem var døde af deres kvæstelser.
Mattias Johansson fortæller, at personalet i Ikea-varehuset er dybt chokeret, og at der var "meget blod" i varehuset efter angrebet, skriver den lokale avis Västmanlands Läns Tidning (VLT).
Han tilføjer, at angrebet fandt sted i afdelingen for køkkenudstyr.
Kort efter det blodige overfald fortalte øjenvidner, at mindst fem ambulancer blev sendt til stedet.
- Jeg så en masse ambulancer og to eller tre politibiler. Politi med hunde gik ind i varehuset, siger et øjenvidne til VLT.
Politiet er gået i gang med at undersøge optagelser fra Ikeas overvågningskameraer, og eksperter er ankommet for at undersøge gerningsstedet, skriver Expressen.
/ritzau/