To personer er kommet alvorligt til skade i ulykke på Fyn
Fynsk motorvej er spærret i retning mod Jylland på grund af færdselsulykke natten til søndag.
Bilister, der planlægger at køre over Fyn mod Jylland søndag morgen, skal regne med en alternativ rute, da en strækning af motorvej E20 er spærret. Arkivfoto
Bilister, der planlægger at køre over Fyn mod Jylland søndag morgen, skal regne med en alternativ rute, da en strækning af motorvej E20 er spærret. Arkivfoto Foto: Politiet/Free


Der er natten til søndag sket en alvorlig færdselsulykke på motorvejen E20 ved rastepladsen Kildebjerg N på Fyn.

En bil med tre personer - to voksne og et barn - er kørt galt. Ifølge de foreløbige oplysninger er de to voksne kommet alvorligt til skade, mens barnet skulle være sluppet igennem ulykken uden alvorlige kvæstelser, siger politiet.

Det er uvist, hvad der har ført til ulykken, hvor ingen andre biler var involveret.

- Vi efterforsker stadig derude, og der er blandt andet teknikere, der undersøger, hvad der er sket, siger vagtchef Lars Thede fra Fyns Politi.

Ulykken, der skete ved 4-tiden, betyder, at motorvejen er spærret for trafik ved rastepladsen i retning mod Jylland. Bilister rådes til at køre af ved Blommenslyst og køre på igen ved Vissenbjerg.

Vagtchefen venter, at der vil være spærret i "en rum tid".

- Det er nogle timer endnu i hvert fald, så det vil ramme morgentrafikken, siger Lars Thede ved 5.30-tiden.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.