To på flugt fra arrest i Sønderborg
To fanger truer fængselsbetjent til at udlevere nøglen. Efter to timer er de bag tremmer igen.
To fanger fra arresten i Sønderborg er på flugt.
To fanger fra arresten i Sønderborg er på flugt. Foto: SIELEMANN SØREN/POLFOTO

To indsatte i Sønderborg Arrest fik kun kort tid på fri fod, da de nytårsaftensdag truede en fængselsbetjent med et barberblad og tvang ham til at udlevere nøglerne, oplyser TV Syd.

Efter et par timer var de to fanger bag tremmer igen, da de blev anholdt ved Fredericia.

Flugten fandt sted sidst på eftermiddagen. Her overfaldt og truede de to fanger en fængselsbetjent med et barberblad til udlevere sine nøgler, så de kunne låse sig ud.

- Efter et par timer fik en patrulje fra Sydøstjyllands Politi kontakt med de to flugtfanger, der blev stoppet i en bil på motorvejen ved Fredericia - og så var den udflugt slut, siger vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV Syd.

Det er anden gang på kort tid, at indsatte i et arresthus truer sig ud i friheden. For mindre end to uger siden overfaldt en indsat i Tønder Arrest en fængselsbetjent og flygtede. Denne fange er fortsat på fri fod, og politiet har efterlyst ham internationalt.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.