To millioner biler fra luksusmærket Audi er del af VW-snyd
Skandalen om VW's forureningsbiler breder sig til Audi, hvor to millioner biler er udstyret med snydesoftware.
VW har udnævnt Matthias Müller som ny topchef. Arkivfoto.
VW har udnævnt Matthias Müller som ny topchef. Arkivfoto. Foto: Michael Sohn/AP


En ulykke kommer sjældent alene.

Det fremgår mandag, at 2,1 millioner Audi'er på verdensbasis er udstyret med snydesoftware, som moderselskabet Volkswagen har brugt til at sløre forureningsniveau.

Det er dog uvist, hvorvidt de to millioner Audi'er omfattet af skandalen med de 11 millioner dieselbiler fra VW, som har haft et computerprogram installeret. Hensigten var at sløre dieselbilernes reelle forureningsniveau, når der blev udført test af bilerne.

I Vesteuropa er 1,42 millioner af Audi's biler med såkaldte EU5-motorer berørt, herunder 577.000 i Tyskland. Næsten 13.000 biler er i USA udstyret med programmet, oplyser en talsmand for Audi mandag.

Blandt de Audi-modeller, som er berørt, er A1, A3, A4, A5, A6, TT, Q3 og Q5 ifølge talsmanden.

Derudover er det VW Jetta, VW Beetle og VW Golf og Audi A3 år 2009 til 2015, samt VW Passat år 2014 til 2015. Alle har 2.0 dieselmotor.

Den skandaleramte bilproducents aktier faldt mandag over seks procent i formiddagshandlen på børsen i Frankfurt.

Den tyske regering har givet Volkswagen en deadline på 7. oktober, hvor den tyske bilgigant skal fremlægge en handlingsplan.

Mandag suspenderede Volkswagen flere topchefer fra forsknings- og udviklingsafdelingerne fra tre divisioner. Det drejer sig om VW selv, luksusmærket Audi og sportsfabrikanten Porsche, som alle hører under den skandaleramte bilproducent VW.

Det siger kilder med kendskab til sagen mandag, skriver Reuters.

Miljømyndighederne i USA har varslet en bøde på op mod 120 milliarder kroner, hvilket er mere end Volkswagens samlede driftsoverskud fra sidste år.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.